★★★★★☆
Lærke Sanderhoffs underfundige kærlighedsdrama “Klumpfisken” var en overvældende succes på det fine lille teater FÅR302 i Nyhavn for nogle år siden. Stykket markede højdepunktet i en lille bølge af nye danske skuespil, der bragte sproglig autencitet i form af lokale dialekter ind på de danske scener.
For Henrik Birch blev rollen som gældsplaget nordjysk fisker en personlig triumf, der afstedkom en Reumert-nominering, og heldigvis har han nu også fået lov til at spille rollen på film.
Henrik Birch leverer en pragtpræstation som den forpinte Kesse, der synes at være gået i stå, efter at han er blevet alene. Vi græder med ham, når han svigter sine idealer for at kunne afregne med banken, og vi smiler med ham, når han på kejtet vis forsøger forandring. For forandring kommer der i hans liv i form af en kvindelig biolog, som tilmed er “tjøwenhavner”. Og hvem ville ikke forelske sig i hende, når hun bliver spillet af Susanne Storm med en naturlighed og en sødme, der forekommer ganske uimodståelig. Resultatet bliver en af filmsæsonens mest charmerende romancer, som samtidig har noget på hjertet i en krisetid.
Nævnes skal også Lars Topp Thomsen som Kesses ikke alt for kvikke medhjælper, en både morsom og rørende indsats. Men samtlige roller spilles med overbevisning og instruktøren Søren Balle bør roses for et skabe et troværdigt provinsmiljø helt uden mislyde. Han udviser også god sans for Sanderhoffs diskret vittige dialog, der gør “Klumpfisken” til en opløftende og fornyende oplevelse. Hvor virker det dog livgivende for dansk film, at der her endelig er en film, der ikke udspiller sig i et betændt narkomiljø i København. KLUMPFISKEN tør beskæftige sig med helt almindelig mennesker i en verden, der virker helt eksotisk, fordi den har været så urimelig forsømt i filmiske sammenhænge.
