ONE LIFE

★★★★★☆

Man fornemmer, at mange har nået et mætningspunkt med hensyn til film, der omhandler 2. verdenskrig. Det er synd for dem, for så går de formodentlig glip af en film som James Hawes’ ONE LIFE, der tilmed har en anderledes vinkel på stoffet, end man sædvanligvis ser, og så er historien tilmed autentisk.

Nicky Winton var medlem af den Britiske komité for Tjekkoslovakiske flygtninge, og mere end nogen ansvarlig for, at 669 børn med nød og næppe undgik at blive pågrebet af nazisterne. De undgik dermed den visse død i KZ-lejre.

Rollen som den unge Nicky spilles af Johnny Flynn, der var Tom Ripleys ideal og offer i den stilfulde Netflix-serie “Ripley”, og som man takket være NFT LIVE netop har kunnet nyde i rollen som Richard Burton overfor Mark Gatiss’ Olivier Award-belønnede portræt af John Gielgud i Sam Mendes’ roste opsætning af “The Motive and the Cue”.

Som den aldrende Nicky Winton understreger Anthony Hopkins atter, at han er den største nulevende filmskuespiller. I stedet for at glæde sig over de mange liv, som han har reddet, tynges han stadig af minder om alle de børn, som han aldrig fik bragt i sikkerhed.

Men ved et tilfælde bliver Nicky genforenet med sin fortid, og man gør derfor klogt i at medbringe op til flere lommetørklæder i biografen, for kun de hjerteløse kan undgå at fælde en tåre.

I tilbageblik møder vi hans mor (veloplagt gestaltet af Helena Bonham Carter) og som hans viv genkender man kun lige akkurat Lena Olin.

ONE LIFE fremstår som en tiltrængt påmindelse om, hvor vigtigt det kan være at have omtanke for andre end sig selv, og hvor meget et menneske rent faktisk kan udrette i løbet af et enkelt liv.