★★★★★☆
"I’m Every Woman" synger de tre kvinder på Husets Teater med en vis desperation. For i virkeligheden er de jo kun een kvinde, og tilmed en dybt frusteret een, der heldigvis også er morsom.
Iscenesætteren Liv Helm lader tre unge og meget forskellige skuespillerinder agerer denne kvinde. Fra starten iført samme slags blond paryk, sort bluse samt bukser med leopardskindsmønster, og man frygter et øjeblik, at dette look i for høj grad vil lukke sig om den centrale karakter i Sibylle Bergs sprudlende tekst. Men maskerne falder snart og vi får et overvældende portræt af et moderne kvindekaos – formidlet med både intelligens og selvironi.
Trommesæt og boksepude giver et vis afløb for aggressionerne, men der er altså meget at være vred over i en grotesk verden: Zumba og lorte-kaffe! Og ikke mindst Paul !!!
Liv Helm burde måske have gradueret råberiet en smule, men på den anden side virker den ofte ganske højrøstede tone som denne kvindes naturlige tonelege, mens hun kæmper en vanvittig kamp med at få bare lidt styr på sig selv. Før har hun ligesom ikke overskud til hvad der sker udenfor. Men imorgen – der er hun klar og kan sige: OG NU, VERDEN!
Tre formidable unge skuespillerinder – Stine Gyldenkerne og Nana Cecilie Bang og Christine Sønderris – skåner bestemt ikke sig selv, men kaster sig hovedkuls ud i bizarre selvrealiseringer. Stine Gyldenkerne hiver ladyshaveren frem, for skrævet skal der i al fald være styr på. Nana Cecilie Bang demonstrerer på lidet graciøs vis, hvordan man får tjek på erotikken. NOT! Og Christine Sønderiis får mere end antydet en sammenhæng mellem spisevaner og mangel på sex – tilsat lidt svensk punkdigtning.
OG NU, VERDEN! ender i et forrygende festligt kvindeinferno formidlet i et forfriskende sprog, der peger fremad.
