MUSTANG

★★★★★☆

Frankrigs Oscar-kandidat og vinderen er Europaparlamentets dubiøse filmpris LUX er i grunden mere tyrkisk end fransk, men det bliver den ikke ringere af. Deniz Gamze Ergüven har skabt en sanselig smuk film om fem søstres klaustrofobiske opvækst.

Selv i det moderne Tyrkiet finder man nemlig kvindeundertrykkelse, men disse piger lader sig ikke sådan undertrykke. Det kommer dog til sammenstød mellem gamle og nye livsformer, og pigernes tilværelse ændres for altid men på højest forskellig vis.

MUSTANG indfanger på umærkelig vis overgangen fra barn til voksen og vi får et indblik i en pigeverden, vi ikke har set beskrevet helt på samme vis før. Det ejendommelige og opløftende er dog, hvor let vi kan relatere til pigernes historie, hvilket i høj grad er instruktøren Deniz Gamze Ergüven fortjeneste.

I starten kommer filmen rent æstetisk faretruende nær på at ligne en Elvital hårreklame, men også denne fare undgår instruktøren og vi lærer siden pointen med de næsten glansbilled-agtige billeder i starten.

Familiens eneste mandeskikkelse er desværre en næsten for fæl type, der ikke bare holder pigerne indespærret men også gerne pille ved en af dem. Her havde et mere nuanceret mandeportræt udvidet historien, så den i mindre grad kom til at handle om en temmelig psykopatisk mands handlinger, og i højere grad om det grundlæggende problematiske ved flere af disse menneskefjendske traditioner.