★★★☆☆☆
"Familiefaderens bekymring" er titlen på den Kafka-novelle, som danner udgangspunktet for Elisa Kragerups MENNESKEDYR i det royale skuespilhus’ såkaldte røde rum. Her møder familiefaderen gentagne gange et sært væsen (ordet kan også på dansk betyde både menneske og dyr) på loft, gange og trapper. Væsenet gør ham såvel nysgerrig som utryg, og han vil egentlig helst ha, at det bare forsvandt.
Parallelerne til vor tid forekommer således indlysende, og vi kan som europæere ikke længere løbe fra, at mange af de nye fremmede bliver behandlet som dyr. De væsener, som vi møder i MENNESKERDYR, synes heller ikke altid forståelige, men vi mærker, at de vil os noget. De ser på os, stirre på, og skriger, råber, hviner, klynker, hyler. Måske om hjælp, måske leder de efter deres mor, måske savner de et hjem?
Det er Kragerups kup, at hun i den grad får forvandlet et dynamisk skuespilhold til nærgående dyriske væsener. Ikke små nuttede væsener, men ofte besværlige, larmende, angst, neurotiske, problematiske. Det skal nemlig ikke være for let at holde af dem, så ville forestiillingen også blive uinteressant.
Men samtidig savner forestillingen den litterære vægt, der giver et dybere perspektiv til oplevelsen. Nu forbliver MENNESKERDYR en ganske original event, men efterlader ikke de spor i sjælen, som historien ellers har potentiale til.
