Man fatter ikke, hvorfor der endnu ikke er nogle vakse distributører, der har sikret sig de danske biografrettighederne til den dobbelte Oscar-vinder “The Eyes of Tammy Faye” med Jessica Chastain i sit livs rolle og Andrew Garfield (Spider-Man mv.) som det syndige prædikantpar Tammy Faye og Jim Baker.
Men nu kan man foreløbig glæde sig over Jessica Chastain i mere afdæmpet stil som alkoholikeren Sylvia, der grundet diverse overgreb i sin barndom forsøger at skabe en tilværelse sammen med sin overbeskyttede teenagedatter.
Ved et skolejubilæum opsøges hun af en mand, som hun synes at kende fra sin barske fortid, og da han forfølger hende og overnatter udenfor hendes hjem, bliver hun for alvor bange. Det viser sig, at manden er syg og lider af hukommelsestab, men ligesom han ikke kan glemme Sylvia, kan hun heller ikke lade være at tænke på ham, og håber at de sammen kan finde svar på nogle af de spørgsmål, som plager dem i livet.
Jessica Chastain finder fine udtryk for Sylvias dilemma, men gang på gang stjæler Peter Sarsgaard opmærksomheden med sit følsomme portræt af Saul, en forpint og meget ensom mand. Intet under at han fik prisen for bedste mandlige skuespillerpræstation på Venedig filmfestivalen.
Michel Franco har både skrevet og instrueret dette fine kammerspil, der også har en lille god rolle (som Sylvias mor) til den aldrende komedienne Jessica Harper.
Det, der på forhånd kunne ligne en psykologisk gyser, bliver i stedet en meget medmenneskelig historie om nødvendigheden af empati og omsorg.