Bag titlen MARGUERITES FORMEL (“Le Théorème de Marguerite”) gemmer der sig en usædvanlig fransk-schweizisk kærlighedshistorie med udgangspunkt i matematisk forskning.
Ella Rumpf vandt en César som mest lovende skuespillerinde for sit portræt af en autistisk studine, der på grund af en fejl i sit speciale ydmyges ved fremlæggelsen af hendes mandlige vejleder og en ny studerende.
Da hendes vejleder herefter foretrækker at prioritere den nye studerende fremfor hende, vælger hun helt at opgive sin forskning i matematik, og finde nye livsveje. Men forskningen vil ikke slippe hende, og det gælder også de mennesker, der faktisk holder af hende.
Instruktøren Anna Novion har skabt en stilfærdig bevægende romance, der sniger sig ind i hjertekuglen. Samtlige roller spilles nuanceret, og selvom med ved første øjekast synes, at den unge studine ligner en kliché med sin briller og et hæmmet kropssprog, så åbner hun sig mod os i kraft med den udvikling, som hendes karakter gennemgår.
Samtidig giver filmen en respektfuld skildring af forskningens betydning, men forholder sig også kritisk til den mandsdominerede verden, der stadig kendetegner universitetsmiljøerne.
Udover Ella Rumpfs bemærkelsesværdige gennembrud nyder man også underfundige Jean-Pierre Darroussin i rollen som hendes vejleder, Julien Frisons overraskende fine spil som den nye studerende og ikke mindst et diskret rørende gensyn med Clotilde Courau. Sidstnævnte bjergtog i 1991 Det Europæiske Filmakademi i Jacques Doillons “Le Petit Criminel” i en sådan grad, at man tildelte hende prisen som årets europæiske skuespillerinde.
I MARGUERITES FORMEL spiller hun den bekymrede mor, der samtidig godt ved, at hendes datter er nødsaget til at lære at stå på egne ben, og at det bestemt ikke bliver nogen let opgave for en ung kvinde som Marguerite.
MARGUERITES FORMEL viser sig at være en varm og rummelig film, der både udfordrer vores hjerner og vores hjerter.
