Kulturwebsitet cphculture.dk har netop offentliggjort deres årlige bud på det ypperste indenfor dansk teater i 2023. Blandt de nominerede til årets særpris finder man teatereksperimentet “Digging Deep”, et gæstespil af Kånstkollektivet på Teater V i Valby iscenesat af Betina Grove.
I over 20 år har hun været en uundværlig del af dansk børne- og ungdomsteater, og sidder også i Dansk Teaters bestyrelse og er tilmed forperson i Teatercentrum i Danmarks bestyrelse. Hun er også i fuld gang med Kulturlederuddannelsen på Københavns Professionshøjskole sideløbende med sine opgaver som kunstnerisk leder af Teatret st. tv, skuespiller og instruktør.
“Digging Deep” var kun anden gang, jeg instruerede, så på den front er jeg faktisk ret ny, selvom jeg har været i branchen i en del år. Kånstkollektivet har en flad struktur, så jeg har ikke været en instruktør, der bare bestemte. Det var også vigtigt for mig, at vi blev en gruppe, der voksede sammen og blev klogere sammen.
Prøverummet var et forhandlingsrum, hvor vi sammen fandt ud af, hvordan alle kom til at blomstre. Vi var enige om et koncept, hvor Kånst’ gravede’ i deres personlige liv, det var sårbar og pænt svært. Det krævede et trygt rum, som det lykkedes mig at skabe. Jeg er ret stolt af, at vi kom i mål med en så samskabende et eksperiment. Det er i høj grad også Kånst’s fortjeneste. De er tre talentfulde unge mennesker og skønne at arbejde med.”
Betina Grove er ikke kommet sovende til sin succes. “Jeg var sådan en, der ikke kom ind på skuespillerskolerne. Jeg kom altid til 2. prøve, det gjorde jeg flere steder og flere gange, men gik aldrig videre til tredje og sidste prøve. Istedet har jeg skabt min egen vej. Via kurser og privatundervisning og egne projekter i amatørvækstlaget. Jeg begyndte at læse teatervidenskab og fik en masse nye teatervenner.
Jeg debuterede professionelt på Gammel Strand i “Psykomobile #1: Verdensuret”, et Lars von Trier-projekt i forbindelse med kulturbyåret 1996. Morten Arnfred castede.
Verdensuret gav mig mange kontakter, for vi var mange medvirkende.” 53 skuespillere i kunstforeningens 19 rum blev styret af myrer i New Mexico, og resultatet blev i pressen betegnet som “en af kulturbyårets visionære satsninger”. Efter Verdensuret kom jeg med i en internationalt performancegruppe, der hed Terra Nova Borderland og var grundlagt af bl.a Toni Cots fra Odin Teatret. Der var jeg i fire år – fra slut 1996 til 2001.
For mig blev det en slags mesterlære. Vi havde alle mulige undervisere i performancekunst fra hele verden og producerede et par stærke forestillinger. Efter Terra Nova havde jeg lyst til at arbejde mere med tekst og med min stemme. Jeg tog et Nadine George kursus på den daværende efteruddannelse på Odsherred teaterskole.
Jeg boede på Teater Fair Plays værelse, som var ret hyggeligt, og så fik jeg lyst til at skrive en ansøgning til dem. Det førte til en casting sammen med fem andre, og det gik godt. Jeg fik rollen. Da jeg søgte, anede jeg faktisk ikke, at Fair Play var et børneteater, men var glad for at prøve det af, og jeg fandt hurtigt ud af, at det var megafedt.
Teatrets daværende leder Michael Ramløse – den tids mr. Børneteater – gik personligt rundt med mig på børneteaterfestivalen (den nuværende Aprilfestival) og introducerede med til alle de andre: “Hun er superdygtig, hun skal bare ind i branchen.”
Det var også på børneteaterfestivalen, at jeg mødte Marianne Søndergaard, som jeg stiftede Teatret st. tv med. Vi var begge inde og se stykket “Jeg er sgu’ da ikke narkoman” af to unge fyre ved navn af Nils P. Munk og Stephan Pollner. Vi var begge begejstrede, og snart meldte spørgsmålet sig: Hvorfor er der ingen kvinder, der laver sådan noget? Så kiggede vi på hinanden, og sagde: “Skal vi gøre det?”
Jeg kendte instruktøren Anders Lundorph, som gerne ville sætte i scene, og han foreslog, at Line Mørkeby skulle skrive teksten, og så havde vi holdet. Vi var alle nye, og Line var kun lige blevet færdig på dramatikerskolen og ikke brudt igennem endnu. Mariannes bedre halvdel Sune Skuldbøl Vraa (det også har skabt musikken til “Digging Deep”) kom også med, så der var også mange tilfældigheder, der spillede ind, på den gode måde. Teatret st. tv debut er det rene eventyr.”
Teatret st. tv blev stiftet i 2008 på initiativ af Betina Grove og Marianne Søndergaard. Deres ungdomsforestilling “6, P LR K” vakte opmærksomhed på Horsens Teaterfestival 2009/2010 og så gik det hurtigt.
Teateranmelderen Me Lund ringede til Line Mørkeby for at fortælle hende, at hun skulle nomineres til den nordisk dramatikerpris for et andet ungdomsstykke, og Line Mørkeby gjorde ved den lejlighed opmærksom på sit ”6, P lr K?”, som hun selv synes var endnu bedre. Me Lund så stykket og var også begejstret, og pludselig fik Reumert-komiteen travlt, for der var kun én forestilling tilbage, inden det afgørende møde om Reumert-nomineringerne. Anmelderne Anne Middelboe og Gregers Dirckinck-Holmfeld drog med tog mod en efterskole i Viby, men missede det, og måtte med en anden afgang.
Det lykkedes dog at overtale efterskolen til at fremskynde frokosten og udskyde forestillingen, så anmelderne kunne nå frem. Men snart indløb der en besked om, at den andet tog ikke stoppede i Viby. Så var gode råd dyre. Togets konduktør genkendte heldigvis Gregers Dirckinck-Holmfeld og forstod situationens alvor, men da det var imod reglerne at stoppe i Viby med dette tog, kunne man kun tilbyde at sænke farten betragteligt, så de to anmeldere kunne springe af toget. Og sådan blev det, selvom Gregers Dirckinck-Holmfeld allerede på det tidspunkt var en mand godt op i 70’erne.
De to anmeldere blev hentet på stationen af nogen fra skolen, og kørt direkte til teatersalen, hvor publikum allerede var på plads, og forestilling endelig kunne gå i gang. Også denne dag var “6, P LR K” heldigvis en bragende succes, med stående bifald. Kort tid efter modtog den en Reumert-nominering og vandt årets bedste børne-ungdomsforestilling 2010.
Den danske ungdomsfilm “Smuk”, der også har manuskript af Line Mørkeby, er tydeligvis inspireret af hendes “6, P LR K”. Også her udfordrer unge hinandens grænser, selvom filmen og teaterstykket ender ret forskelligt.
Siden Reumert-triumfen har Teatret st. tv gæstespillet på stationære teaterscener, hos teaterforeninger, i kulturhuse, på biblioteker og skoler med et væld af populære og anmelderroste forestillinger for både børn og unge. Fra “Mariehønen Evigglad til “Jeg, mig, Fuck dig” er der et stykke vej, og Teatret st. tv har i høj grad været med til at vise spændvidden indenfor dansk børne- og ungdomsteater.
“De første to forestillinger var primært lavet for private midler, men derefter fik vi støtte fra Statens Kunstfond og det har vi faktisk fået lige siden. Jeg kom i høj grad til at stå for småbørnsforestillingerne, mens ungdomsforestillingerne i højere grad var et fællesprojekt. Vi har også lavet forestillinger, der i ligeså høj grad henvendte sig til voksne, bl.a. “Deadline”, “Skakmat” og “SygtSund” på Grob , “Forældremødet” på Bådteatret, ”Selvtægt” på Momentum og ”Pigen med bomberne” på Mungo Park. Alle vores forestillinger har altid turneret landet rundt.”
I 2022 modtog Betina Grove Horsens Børneteaterpris for hendes betydelige indsats som kunstnerisk leder og skuespiller.
Til marts får Teatret st. tv premiere på en ny ungdomsforestilling med titlen “Natten er lavet af glas” baseret på Betina Groves afgangsstykke fra Dramatiker Væksthus. Stykket omhandler gråzonerne i digitale krænkelser, og får premiere d. 10/3 på Nørregaards Teater og Københavnerpremiere d. 21/3 på ZeBU.
(Michael Søby)
