MARGARETHE VON TROTTA
(Den tabte verden)
Margarethe von Trotta indtager en særlig plads blandt tyskfødte kvinder, idet hun mere end nogen anden har formidlet tyske kvinders historie til et internationalt publikum. Man er opmærksom på, at man er i selskab med en stor personlighed, når man er i hendes selskab, selvom hun på ingen måde fremstår som selvhøjtidelig. Hun har også lune, og trækker på smilebåndet over den minibåndoptager, som placeres foran hende.
"Den minder mig om første gang, jeg mødte Volker (Schlöndorff). Jeg skulle interviewe ham, efter at han var blevet et kendt navn med "De unge tyranner". Jeg havde problemer med min lille båndoptager, og han var slet ikke sød ved mig. Det mindede jeg ham også om, da vi mødtes igen, men han svarede, at han ikke kunne huske det."
Sammen med Schlöndorff (som hun blev gift med i 1971) instruerede Von Trotta en af 70ernes vigtigste politiske film – ikke bare i Tyskland. "Katharina Blums tabte ære" var baseret på Heinrich Bölls roman og han havde selv bidraget til manuskriptskrivningen. Schlöendorff tog sig af teknikken, mens Von Trotta helligede sig skuespillerne. Det kom blandt andre Angela Winkler til gode, som nåede sin karrieres højdepunkt med præstationen som Katharina Blum, en kvinde. der arresteres og vanæres efter en nat med en terrorist.
Margarethe Von Trotta havde på det tidspunkt fået skabt sig et navn som skuespiller og nåede et højdepunkt i 1976 med Volker Schlöendorffs "Nådeskuddet" ("Coup de Grace"/"Der Fangschuß"), der også er hendes personlige favorit.
"Men for mig var det at være skuespiller altid vejen til at blive instruktør. Det var der min interesse lå og det var det, som var min ambition."
Efter successen med "Katharine Blums tabte ære" gik Von Trotta da også solo som instruktør med den lovende "Christa Klages anden opvågnen". Og det var under optagelserne til sin næste film, "Sisters – or the Balance of Happiness", at Von Trotta fik en bemærkelsesværdig henvendelse.
"Mens jeg indspillede "Sisters – or the Balance of Happiness" blev der optaget en dokumentarfilm om mig, hvori jeg fortalte om min mor, der kom fra en fornem slægt og måtte flygte fra Rusland. Om at hun var 42 år, da jeg blev født og at jeg fik hendes efternavn. Min mor døde af alzheimer, kort tid efter at jeg havde færdiggjort optagelserne, og dokumentarfilmen om mig blev vist et halvt år efter på TV.
Herefter fik jeg et brev fra en kvinde, der skrev om det var korrekt, at min mor hed sådan og sådan og diverse andre oplysninger. Jeg skrev bekræftende tilbage og tilføjede, at jeg holdt meget af min mor, og ville derfor blive glad, hvis hun havde yderligere oplysninger om hende. Så fik jeg et brev fra hende igen, hvori hun skrev, at hun var min søster. Hun havde et dokument med min moders navn i, for under nazismen var det nødvendigt at kunne bevise, at man ikke var jøde.
Da jeg mødte min søster, slog det mig hvor meget mere hun lignede min mor end jeg gjorde. Det var som at se min mor, bare yngre.
Det er denne historie, min livshistorie – som har inspireret mig til at lave "Den tabte verden". Men det er ikke bare min historie – men også en meget tysk historie. Selvom jeg er født i Berlin, blev jeg igennem hele min opvækst og indtil mit første ægteskab rent juridisk betegnet som statsløs, fordi min mor var statsløs og havde et såkaldt "fremmedpas". Men samtidig er jeg tysker med al den historie, vi bærer med os. Og selvom jeg i årevis har boet udenfor Tyskland, så giver det mig måske en bedre mulighed for at se Tyskland i større perspektiv?
Det var netop det store perspektiv, der kendetegnede filmen "De tyske søstre" ("Die Bleierne Zeit"/"Marianne & Juliane") fra 1981, og som fastslog Margarethe von Trotta som en instruktør af international klasse filmfestivalen i Venedig.
"Da de havde uddelt alle de øvrige priser og vi havde ikke fået noget, troede vi ikke rigtig på vores chance, men så blev det pludselig sagt, at vores film var blevet tildelt guldløven! Jeg fik at vide, at jeg var den første kvinde, der havde vundet hovedprisen siden Leni Riefenstahl…og det passede. Hun var iøvrigt sådan en løgner. Min søn lavde en dokumentarfilm om Goebbels propagandafilm, så han ved besked. Men måske bildte Riefenstahl sig selv ind, at hun var uskyldig?"
"De tyske søstre" blev det første af talrige samarbejder mellem Barbara Sukowa og Margaretha von Trotta – med "Rosa Luxemburg" som kulminationen. For sin fremstilling af den rapkæftede Rosa modtog Sukowa prisen for bedste skuespillerinde i Cannes.
"Hanna Schygulla ville så gerne have haft den rolle, men jeg synes, at hun var for langsom til netop den rolle. Det blev hun ret skuffet over."
Både Sukowa og Schygulla havde været Rainer Werner Fassbinders muser, og i den stjernestyrede del af filmbranchen blev de betragtet som rivalinder. Men sandheden var snarere, at de ligesom Pedro Almodovars og Ingmar Bergmans skuespillerinder havde været velsignet med en mandlig instruktør, der forstod kvinder.
"Fassbinder var en kvinde, og det var også derfor hans film handlede om kvinder. Tænk blot på Petra von Kant" Han havde levet den samme historie med sin kæreste, og det lavede han en film om. "
Også Katja Riemann, der spiller overfor Sokuwa i den premiereaktuelle "Den tabte tid" har flere gange haft glæde af samarbejdet med Von Trotta, ikke mindst i "Rosenstrasse", der indbragte hende prisen som bedste skuespillerinde på Venedig filmfestivalen. I filmen fremstår de to skuespillerinde som diamentrale modsætninger.
"Jeg ved ikke hvor forskellige de egentlig er. De er begge meget musikalske, intelligente og forbereder sig meget. Katja er nok en smule mindre intellektuel end Barbara, men også mere spontan. Barbara tilrettelægger rollen, men kan også improvisere hvis det er påkrævet. Under omtagelserne til "De Tyske Søstre" var det derimod Jutta Lampe, der primært havde teatererfaring, som var ude af stand til at improvisere."
En lang række af Von Trottas film fortæller også en politisk historie, og kan ses som et opgør med fortiden. Det gjalt ikke mindst Von Trottas forrige film "Hannah Arendt" med Barbara Sukowa i titelrollen. Hannah Arendt var en kontroversiel kvinde på grund af sine reportager i magasinet "The New Yorker" fra retssagen mod nazisten Eichmann (kendt fra bl.a. Adam Prices anmelderroste skuespil "Samtale før døden", der spillede på Betty Nansen Teatret i sidste sæson).
"Jeg beundrer hende, for hun var ikke bare en begavet, men også en meget modig kvinde. Hun så ikke Eichmann som et monster men som et menneske, der fulgte ordre. Hun forholdt sig også kritisk overfor de jødiske ledere. Jeg ved ikke, om hun havde ret i sin kritik af dem, men jeg tror, hun havde ret i at portrættere Eichmann sådan."
Som ikke- jødisk tysker var jeg nervøs for at tage kritikken af de jødiske ledere med i min film, men min medforfatter, der er jødisk, sagde, at det var jeg nødsaget til at inkludere, da det havde været et af de mest kontroversielle synspunkter.
Og det tog jeg til efterretning.
I virkeligheden var Hannah Arendt ikke nær så politisk som f.eks. forfatteren Susan Sontag. Selvom hun vidste, at hendes elskede Martin Heidegger havde været nazist, kunne hun ikke abstrahere fra, at hun nærede følelser for ham. Selv så klog en kvinde med så skarpe synspunkter i forhold til nazisme kunne ikke undslippe sig egen kærlighed.
Den slags kontraster og selvmodsigende i den menneskelige natur finder jeg altid interessant."
– Hvordan er situationen for kvinder i filmbranchen i forhold til tidligere?
"I dag er der flere kvinder på ledende poster i filmbranchen, men samtidig hersker der en udpræget følelse blandt dem, at deres filmprojekter ikke får samme opmærksomhed som deres mandlige kollegers. Derfor han man nu formet organisationen Pro Qvota, der kæmper for ligestilling i forbindelse med filmfinanciering.
For selvom der er flere kvinder nu, nyder de stadig ikke samme privillegier som deres mandlige kolleger.
Der har været og er andre tyske kvindelige instruktører, der har lavet film på samme niveau som mig, men sjældent så kontinuerligt. Jeg havde fra starten fordelen af at være et kendt ansigt, fordi jeg har været skuespilller i en del film. Guldløven på Venedig filmfestivalen for "De tyske søstre" gjorde også en del for mig.
Jeg har altid følt, at eftersom jeg har muligheden for at blive hørt, har jeg også et ansvar overfor alle de kvinder, der ikke denne mulighed."
10 film af eller med Margarethe von Trotta, som du ikke må gå glip af:
KATHARINA BLUMS TABTE ÆRE (1975)
NÅDESKUDET (1976)
CHRISTA KLAGES ANDEN OPVÅGNING (1978)
DE TYSKE SØSTRE/DIE BLEIERNE ZEIT (1981)
KVINDEGALSKAB/HELLER WAHN (1983)
ROSA LUXEMBURG (1986)
TRE SØSTRE (1988)
ROSENSTRASSE (2003)
HANNAH ARENDT (2012)
DEN TABTE VERDEN (2015)
