Månedens interview: OLIVIER ASSAYAS

(Instruktør af SKYERNE OVER SILS MARIA)

Kan du beskrive samarbejdet mellem de to skuespillerinder, Juliette Binoche og Kristen Stewart?

“Det er i høj grad hvad filmen handler om. De er to skuespillerinder med vidt forskellige baggrunde og kulturer, og jeg har vidt forskellige relationer til dem. Skuespil er også en del af det, der foregår mellem en instruktør og en skuespiller.

Jeg opfatter Juliette Binoche som en meget erfaren skuespillerinde, som har gennemgået mange faser. På den måde kan man sammenligne hende med en maler, der gennemgår forskellige perioder i sin karriere. I sin tidlige karriere arbejdede hun med at kontrollere sine virkemidler og til en vis grad intellektualiserede, hvad hun gjorde. Men med tiden slappede hun mere af, og fik selvtillid nok til at improvisere. Det er grundlæggende den samme proces, som andre skuespillere gennemgår. Nu kan hun i højere grad nyde at spille.

Med Kristen var det helt anderledes. Hele årsagen til. at hun ville være med i en film som denne. var, at hun mente hun kunne lære noget af Juliette. Hun følte sig begrænset i de ting, hun havde haft mulighed for at lave indtil videre. Alle reglerne og alle forventningerne til hvad hun skulle præstere. Hun havde en fornemmelse af, at man skulle kunne mere som skuespiller, og have mulighed for at afprøve nye ting på samme måde som Juliette afprøver ting. Og det tror jeg blev nøglen til deres kemi i denne film, det faktum af Juliette forstod dette, og var i stand til at give hende noget.

De startede meget langt fra hinanden med hvert deres udgangspunkt og nærmede sig gradvist hinanden. Og lige så stille fandt de ud af fungere sammen – som et parflere af scenerne var de som een person, og jeg så Kristen forsøge noget, som hun havde hentet fra Juliette og som hun aldrig ville have forsøgt, hvis det ikke var for Juliette.”

En del af dine film fokuserer på nutidens stærke kvinder (“Clean”, “Sommertid” etc.). Er det et tilfælde?

“Jeg har været privilliget at arbejde med stærke kvinder, og jeg finder det interessant at portrættere vor tids kvinder i et moderne samfund. Det er på mange måder det. at kvinder har opnået magt, som definerer den moderne verden. Samt hvordan de har lært at bruge den magt. Det ser man ikke kun på film, men også i kunstens verden som helhed og i samfundet som sådan.”

I hvor høj grad spiller Juliette Binoche sig selv?

“Hun bruger afgjort sig selv i rollen. Men rollen afspejler i lige så høj grad en anden type skuespillerinde, som hun kunne være blevet.

Eller rettere: Jeg brugte hende sådan. Rollen er skrevet til Juliette, men samtidig var det også afgørende for hende at have en vis distance til rollen. Hun var udmærket klar over, at jeg legede med den grænse. Jeg har kendt hende i årevis, uden at vi dog sås privat. Jeg vidste en del om hende og der var også en hel del mere, som jeg ikke vidste og som jeg måtte opfinde.

Jeg er overbevist om, at for hende blev filmen en mulighed for at beskæftige sig med eksempelvis alder, et tema som ingen skuespillerinde undgår at tage stilling til. Det har Juliette sikkert selv noget meget mere personligt at sige om.”