★★★★☆☆
Julio Medem var i forrige årtusinde lidt af et navn i arthouse-biograferne med visuelt betagende men fortællemæssigt anstrengte film som "Det røde egern", "Tierra" og "De elskende fra Polarcirklen". Siden er det mest blevet til nogle temmelig forfærdende og forfærdelige kvindeportrætter om seksuelt frustrerede kvinder, og man gør bedst i ikke at anskue MA MA i det lys.
For Medems portræt af den kræftsyge Magda har også kvaliteter – ikke mindst i skildringen af de seksuelle frustrationer, der kan følge i kølvandet på en sygdom som brystkræft.
Man kan mene, at filmens smukke men glatte billedside næsten bliver for meget af det gode – hvorfor skal en historie om kræft ligne en reklamefilm? Og man spørger sig selv, hvorfor Penélope Cruz på trods af sminkeholdets indsats skal forblive så smuk og guddommelig, at det næsten bliver attraktivt at pådrage sig denne grusomme sygdom?
Men at filmen også er en dybtfølt tour-de-force for Penélope Cruz kan ikke nægtes. Spaniens største kvindelige filmstjerne nogensinde er nemlig også en god skuespiller, og det er ikke hendes skyld, at præstationen også får et stejf af teknisk show-off.
Ved sin side har hun Luis Tosar, prisvinder for "Ta’ mine øjne", men efterhånden forfalden til de tilbagelænede mutte machoattituder, der hærger spansk film i disse år. Så er der lidt mere spræl i Asier Etxeandia, der nok skal få flere til at søge læge, da han både kan synge og danse frydefuldt.
Alberto Iglesias iørefaldende underlægningsmusik sørger for, at vi forbliver i følelsernes vold filmen igennem og en enkel pakke klinex er slet ikke nok til alle de tårervædede scener, vi må igennem, inden MA MA når sin forventelige finale. Men en god hulketur kan også virke forløsende, så har man behov for det, kan MA MA bestemt anbefales.
