★★★☆☆☆
Elskede man "Perlemorsknappen", vil man utvivlsomt også synes godt om LYSETS NOSTALGI, der rent faktisk er fem år ældre. Faktisk synes de to film mere end beslægtet, idet Patricio Guzmán også her bruger nogle betagende naturoptagelser til at oprulle en stærk politisk historie fra Chiles triste fortid.
Igen står Salvador Allende for skud, og havde det ikke være for den fortryllende billedside, ville man nok være henfaldet til en følelse af deja vue. Beviserne for de statslige forbrydelser finder man blot ikke i havet denne gang, men på landjorden.
I sidste ende vinder den visuelle overdådighed over den stilfærdige dogmatiske men også dybtfølte stil, som kendetegner Patricio Guzmáns værker. Og trods en del interviews er det ikke de talende ansigter vi husker, men farverne og lyset. Derved adskiller LYSETS NOSTALGI sig fra de mere ordinære politiske dokumentarfilm.
