LOUDER THAN BOMBS

★★★★☆☆

Humoristisk sans synes ikke at være den ellers så talentfulde nordmand Joachim Trier beskåret. Og i en tid, hvor vi sovses til med romantiske komedier og overgearede tegnefilm virker det velgørende med en instruktør, der insisterer på alvor og ro.

LOUDER THAN BOMBS er hans første engelsksprogede film, og så klart den mest ambitiøse. I en krævende collagestil fortælles historien om den franske krigsfotograf Isabelle, der tog livet af sig selv, og efterlod sig en mand og to drenge.

Den ældste af drengene er selv lige blevet far og den yngste (der tror moderen omkom ved en ulykke) kæmper med den første forelskelse. En kommende avisartikel truer med at afsløre sandheden om moderens død, men hvornår og hvordan fortæller man sin lille dreng, at hans mor selv har taget sit eget liv?

Alle roller spilles or så vidt udmærket, selvom Isabelle Huppert (ligesom i den notoriske "Heaven’s Gate") atter understreger, at hun agerer med større frihed på sit modersmål.

Den særlige Trierske følsomhed. der ligeledes prægede hans tidligere film, gør sig også gældende her, og han når psykologisk set en del dybere ned end de fleste andre filminstruktører. Men hvor ville man ønske, at han også kunne gøre sig fri af det selvhøjtidelige skær, som filmen desværre også rummer.

LOUDER THAN BOMBS er dog et seriøst bud på en filmisk behandling af et uhyre vanskeligt emne, hvor lyspunkterne unægteligt ikke står i kø.