★★★★☆☆
Allerede da vi træder ind i Operaens flotte foyer, modtages vi af Richard Wagners udødelige toner, da en lille blæsergruppe fra kapellet lod musikken strømmer fra balkonen, som var vi til festspil i Bayreuth. Og fra første anslag i den betagende smukke overture til LOHENGRIN føler vi os i gode musikalske hænder.
Kapelmester Alexander Vedernikov dirigerede da også på mere end bogstavelig vis med en hvid svanefjer og gav Wagners mesterværk russisk temperament, fremdrift og energi. Kapellets messing-sektion strålede med højglans og det romantiske partiturs mange følelsesmæssige højdepunkter glødede og greb.
Svanefjer i gigantiske størrelser dukkede også op på scenen, som eneste poetiske indslag i en tung og trist betonscenografi. Så man gjorde klogt i at fokusere på musikkenen og sangen i denne opsætning, for Nicola Raabs iscenesættelse blev aldrig for alvor nogen fest for øjet.
Sjældent har operakoret imponeret med så storladen vokalklange, ikke mindst herrerne forekom uhyre tændte i stemmerne. Solisterne var med en enkel undtagelse hentet fra udlandet, og man må således konkludere, at ensemblets solister ikke vurderes gode nok til at synge LOHENGRIN.
Anne Margrethe Dahl gjorde bestemt hvad hun kunne som Elsa, men man kommer ikke uden om, at hun virkede lidt vel moden til rollen som den unge, uskyldige heltinde. Stemmen passer bedre til La Traviata og skæmmes indimellem af et voldsomt vibrato, der ikke blev mindre af at skulle presses op i wagnersk XL-format. Hun var da også kørt træt i i 3. akts brudekammerduet, men klarede i det store og hele skærene og leverede under alle omstændigheder en sympatisk præstation.
Aftenens store oplevelse blev dog den finske mezzo Tuija Knihtilä, der i 2. akt for alvor foldede stemmen ud som onde Ortrud. Cool og dæmonisk holdt hun sine ofre og publikum i et jerngreb med højdramatisk wagnerklang og sikkert skuespil.
Den tyske heltetenor Burkhard Fritz viste som den frelsende gralsridder LOHENGRIN, at han som skuespiller havde sine begrænsninger. Men til gengæld sang han smukt og overraskende lyrisk, og havde også stål i stemmen til de store dramatiske udbrud.
Så LOHENGRIN blev altså som helhed en musikalsk triumf for Operaen – med afgørende hjælp udefra må man huske.
