★★★☆☆☆
Tommy Kenter er ikke kun en gudsbenået komiker, men har også spillet en række store dramatiske rolle på scenen bl.a. i "Den blinde maler" og "Dødsdansen". Med titelrollen i William Shakespeares KING LEAR (hvorfor ikke Kong Lear?) på Det Kongelige Teater har han fået sit livs chance.
Desværre kommer man ikke uden om, at rollen er blevet hans Waterloo, selvom han bestemt gør en helhjertet indsats. De store dramatiske ture klinger hult, for Kenter kan slet ikke lade være med at lave sjov undervejs og når aldrig helt derned, hvor den store smerte bor.
Trods en trist scenografi og aparte kostumer forekommer Peter Langdals opsætning sært underholdende, men hans iscenesættelse savner tragediens dybde. Budskaber om medfølelse og empati virker udvendige ligesom spillet i bedste fald kan karakteriseres som ujævnt.
Benedikte Hansen tilstræber i det mindste en vis alvor som den ældste af døtrene, hvorimod Marie Louise Wille lander i en ren karikatur som den forkælede søster i midten. Signe Egholm Olsen skal både varetage rolle som Lears yngste datter og rollen som nar, og slipper godt fra begge dele, omend narens tonelege truer med at blive belastende.
Henrik Lykkegaard fungerer godt i rolle som Kent, men Joachim Fjelstrup endnu mangler farlighed og autoritet til rollen som Edmund. Så går det afgjort bedre for Thue Ersted Rasmussen i rollen som hans tillidsfulde broder Edgar.
August Rosenbaums stemningsmættede musik henter blandt andet inspiration fra Asien, men hvorfor bliver aldrig helt klart.
KING LEAR hører med andre ord ikke blandt Peter Langdals lykkeligste iscenesættelser, og er slet ikke på niveau med hans anmelderroste udgave af "Kvinder uden mænd" på Republique tidligere på sæsonen. Men KING LEAR må også betegnes som et vanskeligt stykke, og Kenter skulle oprindelig slet ikke have spillet rollen. Han fortjener ros for en stor arbejdsindsats, hvilket dog ikke bør forveksles med skuespilkunst.
