Filmskaberen Yorgos Lanthimos kan i disse år med rette betegnes som verdens førende auteur. Hans forrige film “Poor Things” vandt ikke blot guldløven i Venedig, men også en håndfuld Oscars, og hans seneste værk KINDS OF KINDNESS indbragte Jesse Plemons prisen for Cannes filmfestivalens bedste mandlige skuespillerpræstation.
Titlen refererer til tre forskellige former for venlighed i tre forskellige historier, der måske alligevel hænger sammen.
I den første forsøger en privilegeret mand, der domineres i ekstrem grad af sin chef (Willem Dafoe), at genvinde kontrollen over sin tilværelse. Den anden historie omhandler en politimand, hvis forsvundne kone pludselig vender tilbage. Men trods den fysiske lighed, kan politimanden ikke frigøre sig fra tanken om, at det måske slet ikke er hans kone?
Hun spilles herligt tvetydigt af Emma Stone, der vandt sin 2 Oscar for sin uforglemmelige hovedrolleindsats i “Poor Things”. Stone har også den kvindelige hovedrolle i sidste historie, hvor hun agerer fraskilt mor, der savner åndeligt lederskab for at få styr på sit liv.
Volden i filmen er ikke blot voldsom, men også grotesk, og som altid fornemmer man en kulsort humor gennemstrømme hver en scene. Fælles for de tre historier er, at den venlighed, som vi oplever i alle tre historier i den grad har en pris.
Man gør klogt at blive siddende i salen til allersidste billede, hvis man vil forstå den tredje histories titel. Yorgos Lanthimos kan heller ikke dy sig, og spiller også publikum et sidste pus.
Der er en uforsonlighed i Yorgos Lanthimos KINDS OF KINDNESS, der leder tankerne hen på nogle af hans tidlige græske film. Man beundrer stadig meget – modet og originaliteten mangler heller ikke denne gang. Men der er mindre at elske.
Det er sandsynligvis ganske bevidst fra instruktørens side, men giver også en vis distance til det, vi oplever. Det kan alle parter dog i grunden være tilfredse med.
