HAMMARSKJÖLD

★★★★★☆

Den danske instruktør Per Fly er herhjemme kendt for filmtrilogien Bænken, Arven og Drabet samt den mesterlige tv-serie “Forestillinger”. Men modsat mandlige kolleger som Ole Bornedal og Nikolaj Arcel har han faktisk formået at skabe gode film på det internationale marked som f.eks. “Monica Z” om sangerinden og skuespilleren Monica Zetterlund (“Udvandrerne” og “Nybyggerne”).

Nu står han i spidsen for endnu en ambitiøs svensk film om en om muligt mere berømt svensker: FNs generalsekretær anno 1961, Dag Hammarskjöld.

Mads Brüggers dokumentarfilm “Cold Case Hammarskjöld” omhandlede primært Hammarskjölds mystiske død, men HAMMARSKJÖLD giver os et bedre indblik i privatpersonen Dag Hammarskjöld, og den komplekse politiske situation, der gik forud for hans død.

Dag Hammarskjölds seksualitet fornægtes stadig i mange kredse, og tidligere på året kunne man i Kristeligt Dagblad læser en artikel af Malene Fenger-Grøndahl, der postulerer, at “I ensomheden fandt han den dybe glæde ved foreningen med Gud”. Per Flys “Hammarskjöld” insisterer stilfærdigt på et mere komplekst portræt af den store verdensmand, og han dokumenterer det med de breve, som Hammarskjöld udvekslede med den mand, han havde næret følelser for siden ungdommen.

Mikael Persbrandt (kendt for sin hovedrolle i Susanne Biers Oscar-vinder “Hævnen”) er en dygtig skuespiller, men om han er den helt rette mand til rollen som Hammarskjöld kan diskuteres. Der er noget sært mut og indelukket over Persbrandts fremtoning, hvorimod Hammarskjölds ansigt oftest virkede åbent og imødekommende. Men Persbrandt vokser med opgaven i takt med, at Hammarskjölds udfordringer . Vi tror dog mere på Thure Lindhardt som hans homoseksuelle ven, men det kan der selvfølgelig være en pointe i.
HAMMARSKJÖLD er et ambitiøst projekt, der er blevet en både flot og tankevækkende storfilm, og vi får i tilgift et gensyn med Caspar Phillipson, der allerede i den Oscar-nominerede “Jackie” agerede John F. Kennedy.
HAMMARSKJÖLD ligner en pæn film, men bag den nydelig facade gemmer der sig et mod af næsten Hammarskjöldske dimensioner.