GRUSOMME MIG 4

★★★☆☆☆

Den fjerde film i rækken af GRUSOMME MIG-film er slet ikke så tosset endda.

Det er dog ikke fordi, at hovedkarakteren er særlig sjov denne gang, og på det danske lydspor virker Søren Sætter-Lassen da også en smule træt i stemmen. I tilgift får vi en skinger Vicki Berlin i rollen som hans kone, mens en rutinepræget Fanny Bornedal heller ikke gør noget godt for filmen. Glæd dig derimod til at høre Anne Marie Helger give den gas i en lille men markant birolle.

Når filmen er seværdig, skyldes det dog især de uopslidelige gule Minions, som bruges opfindsomt – visuelt såvel som vokalt. De små James Bond-henvisninger hylder vittigt 007-universet, mens de såkaldte Mega-Minions fremstår som en herlig ond parodi på Marvel-superheltene.

Sprogligt er Minions for alvor blevet en verdenskultur, og man genkender faktisk ord fra det meste af kloden, når de altså ikke er komplet uforståelige, og det er de jo oftest. Men for de opmærksomme kommer der en overraskende jysk hilsen fra Minions til Danmark, så lyt efter replikken “bette bi”.

Gru bør derfor takke sine små gule venner for, at vi forlader biografen med smil på læben og latter i kinderne.