GRIMSBY

★★★☆☆☆

Sascha Baron Cohen hører blandt de mest grænseoverskridende men også fornyende komikere i det nye årtusinde. Han brød igennem med TV-serien om Ali G. og blev nomineret til en Oscar for det vidunderligt vanvittige manuskript til "Borat". Og efter et par skuffende film, så synes han så småt at være tilbage på sporet af succes i igen med GRIMSBY.

Under overfladen fornemmer man stadig det sociale engagement, og når den længste kø i flækken GRIMSBY står foran jobcentret og GRIMSBY samtidig er venskabsby med den russiske spøgelsesby Tjernobyl , så bliver satiren for alvor bidende.

Analfiksering samt sædafgange i alle størrelser hører også med det komiske univers, hvor absolut intet synes helligt, og selv en aidssyg lille dreng i kørestol og Daniel Radcliffe (alias Harry Potter) må stå for skud. Historien om to særdeles umage brødre, der efter mange års adskillelse, finder sammen i kampen for at redde jorden, egner sig med andre ord ikke til sarte sjæle.

Olivier Award-vinderen Mark Strong virker dog ikke helt på hjemmebane i den såkaldte lette genre som driftsikker hemmelig agent. Men man griner ofte og højt undervejs af Sascha Baron Cohen, der – i modsætning til f.eks. en Adam Sandler – tilmed formår at tilføre sine åndede karakterer noget ægte rørende. Det skal blive spændende at se, hvad Sascha Baron Cohen får ud af sit samarbejde med vor egen Casper Christensen i filmen "The Lesbian".