★★★☆☆☆
En sort carport med overraskende indretning og omgivet af et utal af sorte ledninger møder os på Teater V. Her har Inger Eilersen iscenesat Peder Frederik Jensens debutstykke, der vandt teatrets dramatikerkonkurence.
Forfatteren har tydeligvis sproglig fornemmelse, men udpræget dramatisk virker talentet egentlig ikke – selvom han synes tiltrukket af ekstremiteter. Måske virker Inger Eilersens iscenesættelse en smule bonert i forhold til teksten, men omvendt bliver det en lettelse, at vi slipper for de sædvanlige effektfulde billeder af narkomaner.
Komponisten og guitarristen Anders Birk fremfører fra carportens tag stemningsmættet bluesinspireret musik, og overrasker med at lufte en fed dialekt i et par replikker.
Men hovedansvaret for at fremstille bærmen af vesterbro har man lagt i hænderne på Sophie Zinckernagel og Kristoffer Fabricius. Og især Sophie Zinckernagel finder nogle stærke autentiske udtryk for det selvhad, der ofte følger i kølvandet på narkomisbruget.
Også Kristoffer Fabricius har sine øjeblikke, men dybdeborende psykologisk teater har aldrig været hans force som skuespiller. Han har simpelthen svært ved at afholde sig fra at pjanke og synes næsten altid at vælge en vis komisk distance, der tager nogle lette stik hjem hos dele af publikum, men som også svigter ordene. Således virker de første af hans natlige skrig overbevisende med den helt rette desperation i stemmen, men Fabricius kan ikke dy sig for at overgøre det, så de sidste bliver morsomme, men ambuterer samtidig den alvor, der skal være i scenen. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at han mod slutningen synes at tilstræbe seriøsiteten – og med et vis held.
GODT VI HAR ALLAN er en dyster affære med mange ordstrømme, der ikke undgår at kede. Man kommer derfor ikke uden om, at Bådteateret har haft større held med deres dramatiker-konkurrence, og at deres vinder 8et fortryllende stykke kaldet "Arne går under") stadig er på plakaten.
