FOOTLOOSE – THE MUSICAL

★★★★★☆

FOOTLOOSE var navnet på en ganske populær ungdomsfilm i starten af 80erne, der gjorde Kevin Bacon til stjerne og som havde et i sin samtid ret populært soundtrack. En genindspilning for nogle år siden faldt helt til jorden, men bedre gik det heldigvis med musicaludgaven af originalen i en sceneversion.

På Galaksen i Værløse kan man således opleve en overrumplende medrivende forestliling med titlen FOOTLOOSE – THE MUSICAL, som Teatret Gorgerne står bag. Gorgerne har forlængst udvisket grænserne mellem amatører og professionelle, og sidste år hentede de sig en forrygende succes med "Legally Blonde" i Pierre Westerdahls iscenesættelse. Men spørgsmålet er, om FOOTLOOSE – THE MUSICAL ikke er deres hidtil største bedrift?

Instruktøren Katrine Skjoldelev søger i al fald for et dynamisk tempo, men finder også ro i spillescenerne til at opnå den nødvendige psykologiske dybde, som også denne musical har brug for. Skjoldelev har selv oversat sammen med Helle Jonesco – og det har de gjort på en herlig moderne facon, der også kommer nutidens unge i møde. Diskussionen om, hvorvidt biblens ord skal tages bogstaveligt, virker desuden stadig relevant.

Men i sidste ende står og falder FOOTLOOSE – THE MUSICAL med ensemblet. Og da samtlige roller synes rigtigt besat, får vi lidt af en fest fra start til slut.

Med rollen som den pæne rebel Ren placerer Jonathan Stahlschmidt sig som et af vor mest lovende musicalnavne og afgjort den flotteste. Louise Gade tilfører præstedatteren temperament og sex og Mathias Lakshøj-Hansen både sjov og charmende som vennen Rens ven Willard. Tom Aarup Larsen og Rikke Osvang Aarup er kære og velsyngende som præsteparret og Jacob Christian Hansen spiller rektor Clark med en værdighed, der aldrig bliver karrikeret.

Men også Marie Louise Hansen, Anders Gjesing og Julian T. Kellerman formår at markere sig i mindre roller. Sidst men ikke mindst bemærker man en spillelysten pige ved navn Nanna Hjort Rossen, som da også allerede er blevet hyret til hovedrollen i Tivolis store musical-satsning "Hairspray".

FOOTLOOSE – THE MUSICAL emmer i det hele taget af ungt talent, også i orkestergraven, og vi tager os selv i at danse ud i mørket bagefter.