FLY ME TO THE MOON

★★★★☆☆

Scarlett Johansson er en funklende og forførende komedienne. Det viser hun med al ønskelig tydelighed i FLY ME TO THE MOON, som hun også er medproducent på.

Filmen har tilmed en usædvanlig historie som grundlag, og instruktøren Greg Berlanti (manden bag den sympatiske bøsse-romance “Love, Simon”) formår at genskabe hele rumfartseventyret på NASA, så det virker troværdigt.

NASA har brugt for publicity og penge til at gøre deres planlagte månelanding til en succes. Derfor hyres den skruppelløse PR-kvinde Kelly (Scarlett Johansson). Hendes uortodokse arbejdsmetoder er en udfordring for NASAs programchef Cole (den visuelt imponerende Channing Tatum), men på det personlige plan er der tydeligvis kemi mellem de to personligheder.

Konflikterne mellem dem intensiveres, da det besluttes, at man vil sende en falsk udgave af månelandingen, fordi det er for risikabelt at transmitere fra månen, hvis noget pludselig skulle gå galt.

Ray Romano irriterer i en birolle, og Woody Harrelson leverer sine sædvanlige bøvede udtryk, men Scarlett Johansson formår heldigvis at bære filmen, og selvom der ikke er meget liv i Channing Tatum denne gang, så klæder han og Scarlett Johansson hinanden, og det er slet ikke uvæsentligt i denne sammenhæng.