★★★★★☆
I Danmark kender vi bedst Elaine Stritch for hendes scenestjælende medvirken i film som Woody Allens "September" og John Turturros "Romance & Cigarettes". Men på Broadway i New York og i Londons West End er hun en legende – husket for bl.a. Stephen Sondheims mesterværk "Company", og hendes bramfrie humor har ikke mindst i de senere år kunne nydes på TV – ikke mindst i karrierehøjdepunktet "Elaine Stritch at Liberty".
Instruktøren Chiemi Karasawas dokumentarfilm er optaget nogle måneder før Elaine Stritch døde, og giver et vidunderligt sprudlende men også rørende portræt af den måske mest rapkæftede skuespillerinde af dem alle. Den excentriske opførsel og de ætsende bemærkninger vidnede både om livslyst og livsvilje til det sidste, og selvom alkoholisme, kræft og svigtende hukommelse truede med at knuse hende, kunne hun stadig synge "I’m Still Here" med større tyngde end nogen anden.
Chiemi Karasawa går tæt på, men man føler sig overbevist om, at Elaine Stritch har ønsket det således. For hvis der er noget Elaine Stritch intet har til overs for, så er det, når situationer og i særdeleshed mennesker bliver forlorne. Det får blandt andre Alec Baldwin ("Alec Joan Crawford Baldwin") at føle, men Stritch er altid mest brutal mod sig selv. Netop det gør ELAINE STRITCH: SHOOT ME så hjerteskærende, da hun efterhånden bliver klar over, at det lakker mod enden og ikke ønsker nogle illusioner omkring sin forestående død.
ELAINE STRITCH: SHOOT ME er et must for alle i underholdningsindustrien, fordi den skærer ind til benet, og får sagt mange sandheder om branchen og dens faldgruber. Men dens menneskelige historie rækker langt videre og vil ramme enhver, der har haft nærkampe med døden.
