★★☆☆☆☆
Det royale røde rum burde lukke og slukke med DRØMMEFORESTILLINGER – det synes ikke et minut for tidligt. For hvis de drømme, der luftes i forestillingen, indikerer ambitionsniveauet, ser det sort ud i det røde rum.
Man har åbenbart ikke længere råd til at hyre dramatikere på Det Kongelige Teater, så nu lader man derfor fem skuespillere fortælle om deres drømme, og håber så, at en instruktør kan få noget sjovt ud af det.
I et kvadratisk rum pyntet med guldgardiner og sølvglimmer foresøger skuespillerne på bedste vis at illustrere deres drømme. Vi får hele to kampscener fra B-film og tilmed en fodboldmatch, men substans eller dybde skal man ikke forvente.
Mest banal forekommer den såre almindelige Mikkel Arndt med sine VM-fantasier og ambitioner om at skabe et bedre klima. Peter Christoffersen fantaserer om sex med publikum og stiller sig ligefrem til rådighed, men da ingen melder sig, må vi nøjes med en lydkulisse – assisteret af en venlig herre.
Også Lila Nobel kaster sig over en forsvarsløs tilskuer, i håb om at han bliver hendes nye kæreste, og tar ham med på en gåtur i "parken". Tilskueren havde iøvrigt aftenens bedste replik, da han tilføjede: "Er det ikke noget, man gør, når man vil gøre det forbi?"
Marie Dalsgaard har som sædvanligt sine bedste øjeblikke, når hun synger, og der er noget ægte rørende og lidt sølle over Nicolai Dahl Hamilton, når han fortæller om sine egne utilstrækkeligheder som far.
Genkendeligheden til trods når DRØMMEFORESTILLINGER aldrig for alvor ud over det selvoptagede, og selvom kollegerne sikkert vil more sig undervejs over deres kollegers selvudleveringer, så bliver de mange privaterier for trættende i længden. Men heldigvis drømmer ingen af de medvirkende om gode anmeldelser, det ville også være for meget forlangt i denne omgang.
