DØDEN I VENEDIG – DRENGEN I VENEDIG

★★★★★★

Dramatikeren Jakob Weis er tilbage på Hippodromen, hvor hans prisbelønnede stykke BANG OG BETTY spillede ad flere omgange med Ole Lemmekes uforglemmelige Herman Bang som omdrejningspunktet. Med udgangspunkt i Thomas Manns "Døden i Venedig" har han denne gang vovet sig ud i en dobbeltmonolog, hvor ikke bare Manns alter ego, den aldrende Aschenbach, men også dennes skønhedsideal, den unge Tadzio, får lagt ord i munden.

Dermed punkterer Weis selve myten om Tadzio, den ordløse lille gudedreng, som Aschenbach tilbeder så fatalt. Det vil langt fra alle bryde sig om, og Tadzio bliver da også pludselig en meget konkret karakter. Weis vælge at se ham som en spirende homoseksuel, hvilket der ikke nødvendigvis er belæg for i romanen. I Luchino Viscontis trofaste filmatisering fremstår Tadzio ikke nødvendigvis som bøsse, men ses blot som en ung mand, der bliver bevidst om hvordan han virker på een af samme køn og som også nyder det.

Men Weis har taget et valg og gevinsten ved dette dristige valg er, at Tadzio forvandles til et barnligt lunefuldt og fremfor alt levende menneske. En seksuel nysgerrig og erotisk frigjort yngling, alt hvad den borgerlige Aschenbach tiltrækkes af, men som han ikke selv formår at udleve.

Christoffer Berdal vover i sin iscenesættelse at lade den samme skuespiller agere begge roller, hvilket kunne være gået meget galt, hvis ikke skuespilleren hed Nicolas Bro. På papiret både alders- og typemæssig lige forkert til begge roller, men i Berdals raffinerede iscenesættelse, virker han helt rigtig, fordi Berdal afstår fra banal naturalisme.

Det understreges i Nina Flagstads sofistikerede scenografi, der knytter visuelle bånd til både roman og film via opstillede kostumer og en storskærm. Vandet midt på scenen minder os ikke kun om, at vi befinder os i Venedig, men skaber ligeledes en konstant distance mellem Aschenbach og Tadzio, trods tilløb til nærkontakt.

Den uomgængelige Mahler-musik, der i starten af 1970erne blev et pladehit via VIscontis filmmesterværk, bruges nøjsomt men præcist undervejs, og om det så er belysningen, vedkender man sig også på den front den gamle Dirk Bogarde-film.

Nicolas Bro, hvis scenekarriere tilsyneladende består af lutter højdepunkter, har før spillet mere virituost og imponerende, men aldrig smukkere eller finere. Rollerne kræver nænsomhed i udtrykkene, for vi er ude i menneskesindets allerfjerneste afkroge, men Bro finder en sarthed i udtrykkene, som både rører og renser.

Næsten for at trodse titlen ender DØDEN I VENEDIG som oplivende og spillevende teater i fodslag med vor tid: Modigt, grænsesøgende og nærværende.