DET TESTIKELLØSE SAMFUND

★★★★☆☆

Bag den hadske titel gemmer sig en skæg lille komedie, der kunne minde om et pilotprogram til en TV-sitcom – komplet med velklingende jingle.

Nicolai Nyholms kvikke iscenesættelse udnytter fikst kontrasterne mellem den høje smilende Søster Blixen (Louise Kilhof) og den lille sure Søster Brøgger (Trine Lavgesen). Søstrene har stiftet foreningen "Gynarkiet", hvis mål er at stoppe fødsler af drengebørn, for drenge bliver jo mænd, og mænd laver krig, matchfixing etc.

Louise Kilhof og Trine Lavgesen formår at levere de rappe replikker, og Jesper Bruun falder fint i løjeren som en disillussioneret mand, som søger optagelse i foreningen.

Dramatikeren Thea Kulavig undgår ikke helt klichéerne, men har heldigvis tilstrækkeligt mange festlige replikker med til, at vi morer os i samtlige fem kvarter.

DET TESTIKELLØSE SAMFUND ser med relativt friske øjne på vor tids kønsroller, selv om vi slet ikke bliver overrasket over, at manden snart får manipuleret sig til en ledende rolle i foreningen. Men måske går disse kvinder lidt for meget op i den ugentlige kagedag ligesom de foretrækker et sindigt arbejdstempo med note frem for noter og maks. en tale om dagen.

Det bliver således uddelt svirp med de verbale spanskrør til begge sider og at dømme efter latteren i det lille nyhavnsteater FÅR 302, genkender vi en hel del.