★★★★☆☆
Christian Fuhlendorff bor i nr. 4, et lille lyserødt hus, hvor selv skraldespanden og træet i haven er pink. I al fald på scenen i hans nye DET ER LIGEGYLDIGT HVA’ ANDRE TÆNKER, IKK’?
Helt ligegyldigt er det åbenbart ikke, så Fuhlendorff slår døren op og vægene til side, så vi kan være hans gæster og således opleve verden på hans præmisser. Vi oplever da også snart at bag den nydelige facade bor der en pæn og borgerlig socialdemokrat side om side med en fanden-i-voldsk så godt som ex-narkoman.
Familielivet får en festlig drejning, når han giver den som bjæffende hustru eller når han beretter om sønnen – en konstant ildelugtende gylper. Den lille datter skaber mest bekymringer, for tænk hvis hun blev voldtaget, fordi hendes dovne far ikke gad hente hende ude i byen. Og når Fuhlendorff så også må slås med blodige hermorider, indbrudstyve og folk, der ikke kan teksten til musicalsange, så forstår man godt, at han går op i en spids.
Fuhlendorff synes rent formmæssigt at have en skævet en del til Anders Mattesens Reumert-belønnede show, hvori han åbner sin camper op for publikum og til sidst synger den sang, han ville have forsvoret, at han nogensinde skulle synge. Men materialet virker friskt og Christian Fuhlendorff har både charme og intelligens nok til at hæve showet op over gennemsnittet.
Halvanden time uden pause i en glassal med ringe benplads må siges at være for lang tid, og stoffet bliver nok for tematisk gentagende efter en times. En flot finale sørger dog for, at successen hives i land, og titlen som årets komiker forekommer egentlig ikke ufortjent.
