Det er ikke kun på grund af den røde jord, som vi ganske sigende ser i filmens start, at øen Madagaskar kaldes for DEN RØDE Ø. Beretninger om blodige sammenstød mellem lokalbefolkningen og de franske kolonister fik først offentlighedens kendskab efter at Madagaskar genvandt sin selvstændighed i 1960, og det smukke lands barske historie står i grel kontrast til de lalleglade Madagaskar-tegnefilm.
Robin Campillo, manden bag det ætsende aids-drama “120 slag i minuttet”, har skabt en stilfærdig, bevægende men også insisterende fortælling om sine barndomserindringer fra DEN RØDE Ø. For ham blev det et lille paradis, og da han, og hans forældre i lighed med en lang række udsendte franske mænd og kvinder pludselig blev tvunget til at rejse tilbage til Frankrig, gav det ar på sjælen og minder for livet.
Robin Campillo lader os på forbilledlig vis synke ned i den franske idyl på DEN RØDE Ø i en grad, så vi selv efter en halv time stadig er i tvivl om, hvad filmen handler om. Men det gør også opbrudet mere organisk, for vi har heller ikke lyst til at forlade de fortryllende oplevelser.
Lille Charlie Vauselle yder en bemærkelsesværdig indsats som den lille Thomas, der er langt stykke af vejen får hjælp sin foretrukne superhelt Fantômette, men der er desværre problemer, som end ikke en Fantômette kan klare.
Quim Gutierrez og Nadia Tereszkiewicz tegner er fint portræt af Thomas’ forældre, der også har deres at slå med, og som deres kontraster, et triviligt og livsglad par, nyder man Sophie Guillemin og David Serero. Også Hugues Delamarlière leverer en interessant underspillet præstation: En ung franskmand, der er blevet forladt af sin franske kæreste og som nu har forelsket sig i en lokal pige.
DEN RØDE Ø er en film, der kommer snigende ind i dit indre, og vedbliver med at simre i dit sind længe efter, at du har forladt biografen.
