DADDY’S HOME

★★☆☆☆☆

Will Ferrell kæmper med at finde balancen mellem morskab og alvor i den helt igennem utroværdige DADDY’S HOME, en af den slags overgearede komedier, som virker symtomatisk for alt hvad der er galt i Hollywood i øjeblikket.

Ferrell står selv som medproducent på filmen, og det fornemmer man godt, når man ser den ualmindelig smukke kvinde, som spiller hans hustru. Hvorfor hun skulle fravælge Mark Wahlberg som mand og foretrække Will Ferrell, virker så postuleret, at man blot må ryste på hovedet.

Wahlberg har sine øjeblikke som bad guy med verdensmand-attitude og vi får da også et par muntre birollepræstationer af Thomas Haden Church ("Sideways") som bizar kollega og Bobby Cannavale ("Blue Jasmine") som grotesk læge.

Men instruktøren Sean Anders ender altid med at overdrive sine komiske pointer, og selvom der er tilløb til en god satire over de moderne fædreroller, sørger Ferrell gang på gang for, at plathederne tager overhånd. En Razzie-nominering som årets værste skuespiller ville ikke være for meget.