★★★☆☆☆
Umiddelbart lyder det som en ret søgt ide at omdanne et rollespil til en spillefilm, men sjovt nok virker resultatet mere vitalt end mange af de seneste Marvel-film.
Instruktørduoen Jonathan Goldstein og John Francis Daley imponerede heller ikke rent kunstnerisk med deres komedie-gyser "Game Night", men denne gang forekommer resultatet visuelt opfindsomt og slet ikke umorsomt.
Chris Pine agerer helt med passende selvironi, og tyr gerne til håndarbejde, mens hans mere hårdtslående partner (Michelle Rodriguez) klarer de værste fysiske udfordringer. Unge talenter som Justice Smith, Sophia Lillis og Chloe Coleman pynter på rollelisten, men det er Hugh Grant, der atter formår at lyse op i en middelgod film med sit pragtfuldt krukkede spil.
DUNGEONS & DRAGONS: HONOR AMONG THIEVES fremstår som en overraskende flot produktion og diverse effekter bruges kreativt og mere overraskende end vi sædvanligvis ser.
Med en spilletid på over to timer bliver også denne fantasifulde eventyrfilm for lang, men den har en moderne tone og er skabt i klassisk snit, så både unge og ældre har mulighed for at nyde resultatet.