★★☆☆☆☆
Aneesh Chagantys kriminalfilm "Searching" handlede om en far (John Cho), der via datterens computer forsøgte at finde frem til hende efter at hun på mystisk vis var forsvundet. Historien blev kun fortalt via computere, og det er samme fortælleform, man finder i MISSING, der ligeledes bygger på en ide af Aneesh Chaganty.
Denne gang er instruktørtjansen dog overgået til debutanterne Nicholas D. Johnson og Will Merrick, der har problemer med at gøre handlingen troværdig. Storm Reid ("Euphoria") spiller tilmed med et stærkt begrænset antal udtryk den kronisk småmopsede June, hvis mor forsvinder på en rejse til Colombia med sin nye kæreste.
Man behøver blot at kende til fordomme om landet Colombia og ex-mænd, der bløder ud af næsen, for at kunne regne plottet ud, og hvis det i perioder kan være kedeligt at sidde foran en skærm i næsten to timer, virker det ligefrem åndsvagt at se en film om at sidde foran en skærm i næsten timer!
Find dig noget bedre at bruge din tid på. F.eks. den Costa-Gavras Oscar-belønnede guldpalme-vinder MISSING ("Savnet) med Jack Lemmon og Sissy Spacek. Dét er nemlig en god film.