★★☆☆☆☆
Aveny-Ts huskunstnertrilogie får en temmelig problematisk start med ØDIPUS KITSCH. Iscenesætteren Emil Rostrup bygger sine tre forestillinger på græske tragedier, men i et legende procesformat, hvor alt hvad man ser på scenen er udviklet under prøverne gennem lege og aktiviteter.
Allerede ved ankomsten bliver vi mødt af et foto af en gudestatue med iscenesætterens ansigt på en guderkrop, og som vi var alle Charlon Heston i Cecil B. Demilles "De 10 bud" lader gud nu sin røst hører, og vi bliver belært om, at vi skal ikke prøve at forstå, men bare opleve.
Således rustet til en lille times teater guides vi ind i teatret og sidder faktisk på Aveny-Ts scene, hvor der også er blevet plads til en mini-scene. Her dukker en ung kvinde op i en vingeløs flagermus-kostume, og minder os om, at Ødipus ligesom flagermusen er blind.
Da hun først får dyrehovedet afmonteret, ser vi en ung skuespillerinde ved navn Sarah Simone Jørgensen. Hendes speedsnak virker mest som et opgør med skæbne-begrebet, og når hun ikke poledanser for os i højhælede støvler (Kinky Boots?), drejer hun lykkehjulet. Blandt aftenens præmier er en pakke Ødipus-kondomer. Ødipus-kitsch? – jo tak!
Det bedste, man kan sige om forestillingen er, at den faktisk virker ung. Men ungdom er ikke nødvendigvis en kvalitet i alle sammenhænge, og man savner et lag med mere dybdeborende reflektioner, for det er unge mennesker altså også i stand til både at producere og goutere.
Emil Rostrup har tydeligvis et talent, men han synes konsekvent at nægte at gå i den retning, hvor talentet får lejlighed til at blomstre. Man må derfor håbe, at der bliver mindre leg og mere substans i hans næste livtag med de gamle grækere.
Stakkels Sarah Simone Jørgensen lignede en undskyld for sig selv ved fremkaldelserne, og Rostrup og co. bør virkelig reviderer deres mål i forhold til publikum, for det er altså ikke alt fra et prøverum, man kan ulejlige et betalende publikum med.
(Michael Søby)
