★★★☆☆☆
"Sokea Mies Joka Ei Halunnut Titanicia" er den lokkende originaltitel på Teemu Nikkis semi-dokumentariske spillefilm DEN BLINDE MAND DER IKKE GAD SE TITANIC, der – forgæves – var Finlands kandidat til Nordisk Råds Filmpris.
Men derfor er det bestemt ikke nogen uinteressant film, og Petri Poikolainen yder en virkelig bemærkelsesværdig indsats i filmens hovedrolle. Han spiller Jaakko, der ikke blot lider af Multipel Sklerose, men som også er blind.
Han taler hver dag i telefonen med Sirpa, en anden Sklerose-patient, og længes efter at møde hende, men hun bor i en hel anden ende af Finland. Det ville kræve en lang rejse med fem skift, og dermed 5 fremmede hjælpere for at turen overhovedet skulle kunne gennemføres.
En dag, hvor Sirpa er deprimeret, vil skæbnen, at Jaakko vinder i lotto. Han beslutter fluks at kaste sig ud i den risikable rejse, der udvikler sig til en katastrofe. Men Jaakko lader sig ikke sådan slå ud, for han er forelsket i Sirpa.
Man skal være mere end almindelig filmnørd for at nyde Jaakkos endeløse filmreferencer, men hans ukuelige optimisme og seje tilgang til livets udfordringer er ikke bare beundringsværdig, men direkte inspirerende. Derfor overvinder filmen de tekniske begrænsninger, som et håndholdt kamera giver, og som især i starten gør filmen næsten ulidelig klaustrofobisk.
Filmens diskret overvældende slutning er dog hele rejsen værd, og selvom DEN BLINDE MAND DER IKKE GAD SE TITANIC ud fra en rent filmisk betragtning er en lille film, så har den til gengæld et stort hjerte.
