★★★☆☆☆
Skuespilhusets store scene er rammen for sidste del af Pontus Lidbergs trilogi og markerer samtidig hans afsked som chef for Dansk Danseteater. Trilogiens første to dele "Sirene" og "Kentaur" fik en blandet krikik og den skæbne undgår "Ikaros" næppe heller.
Set i det lys er det nok meget godt, at Dansk Danseteater og Pontus Lindbergs veje skilles, for noget frugtbart samarbejde blev det aldrig.
Også denne gang er det primært danserne – nærmest på trods af iscenesættelsen og koreografien, som vi kan glæde os over. Der gemmer sig mange dramatiske muligheder i den græske mytologi, og sagnet om IKAROS er ingen undtagelse.
Desværre har de færreste overlevet dramaturgen Adrian Guo Silvers bearbejdelse, og Pontus Lidberg nytolkning giver aldrig rigtig mening. Alt for ofte forfalder han til gentagelser og når man kun har en time til sin rådighed, så stiller det krav til historiens klarhed og den fortællemæssige præcision.
Queer-elementet virker sært påklistret, men man kan glæde sig over nogle smukt belyste blålige ensemblescener, skabelsen af et sejlskib ud et enkelt stykke stof, intense far-søn møder på dansegulvet samt græske anstrøg i Stefan Levins stimulerende underlægningsmusik.
Kostumedesigner Rachel Quarmby har for få effekter at byde ind med i denne sammenhæng, og især slutningen mangler næsten i bogstaveligste forstand historiens store vingesus.
På Det Kongelige Teaters hjemmeside står der blot Dansk Danseteaters dansere som medvirkende, men de fortjener altså mere end nogen andre at blive nævnt ved navn i denne forbindelse.
Forhåbentlig vil en ny chef for Dansk Danseteater stå i spidsen for, at Dansk Danseteaters dansere rent faktisk får den omtale og generelle synlighed samt ikke mindst de kunstneriske udfordringer, som de fortjener.
(Michael Søby)
