★★☆☆☆☆
I forbindelse med ombygningen på Aveny-T, har teatret fået en helt ny ungdomsscene. Den bliver nu indviet med forestillingen TVÆRS, om DRs legendariske radioudsendelse, der i et halvt århundrede har taget unges problemer alvorligt.
Man skal dog ikke vente at se eller høre noget om Tine Bryld, der ellers tegnede profilen på TVÆRS gennem tre årtier. Den lovende iscenesætter Emil Rostrup giver i stedet fire skuespillerfrø (Tobias Leander, Ludvig Brostrup. Anna Hawa Kamuk Mnasi og Lucia Vinde Dirchsen) mulighed for at shine, mens de kommer med deres personlige bud på, hvad de ville have brugt TVÆRS til.
Emner som ensomhed, følelsen af at være anderledes, selvdestruktiv adfærd og identitetskrise bliver vendt, så – jo, der synes faktisk at være behov for TVÆRS i vor tid. Denne påmindelse er måske i virkeligheden forestillingens største kvalitet? Eller er det bare den eneste?
Emil Rostrup pakker de energiske og stærkt individuelle bud ind i en metabevidst form, der bl.a. indebærer, at vi lytter til optagelser fra prøverne, hvor Rostrup forklarer de rettighedsmæssige dilemmaer, som produktionen må kæmpe med, mens skuespillerne forlader den synkende skude.
Det værste er, at forestillingen aldrig rigtig kommer til at handle om TVÆRS, titlen bliver simpelthen falsk varebetegnelse. Man danser derimod hele tiden rundt om emnet. Men TVÆRS var jo ikke bare spørgsmål, men i den grad også svar. Og dem får vi ingen af på Aveny-T.
Forestillingen minder i for høj grad om et teaterskole-projekt, der måske burde være forblevet bag lukkede døre? For det er primært vennerne, der demonstrativt griner for til premieren, mens de folk, der faktisk kan huske TVÆRS, ser mere undrende ud.
Hvis man vil bryste sig at, at man laver teater uden tekst, bør man i al fald sikre sig, at man har noget andet at byde på. Det er vist på høje tid, at Emil Rostrup får et solidt tekstmateriale at holde sig til, så vi slipper for flere af disse indforståede studentikose teatervildfarelser på en teaterscene for professionelt teater. Manden har jo tydeligvis talent, og det forpligter altså til at lave teater med mere substans.
(Michael Søby)
