★★★★★☆
Det var Svalegangen i Århus, der introducerede danskerne til Rainer Werner Fassbinders dramatik via "Petra Von Kants Bitre Tårer" i 1971. Året efter skrev han filmmanuskriptet i løbet af en flyrejse og filmede det på 10 dage. I 1974 fik filmen endelig danske biografpremiere takket være den ukuelige filmimportør Christian Braad Thomsen.
Filmen "Petra Von Kants Bitre Tårer" bekræfter, at Rainer Werner Fassbinder i lighed med Ingmar Bergman og Woody Allen var endnu større som manuskriptforfatter end som instruktør. På samme måde understreger PETER VON KANT, at Francois Ozon hører til i samme klasse jvnf. mesterværker som "Frantz".
Francois Ozon, der faktisk filmatiserede Fassbinders "Dråber på hede sten" helt tilbage i 1999, har valgt at lade hovedrolleindehaverne skifte køn i håb om at komme tættere på mennesket Rainer Werner Fassbinder.
I Denis Ménochet forpinte skikkelse genkender vi også den skrøbelige side af Rainer Werner Fassbinder, der altid har stået i skyggen af rapkæftede og mere kontante verdensberømte filmskaber.
Ligeså så ung og beregnede som vidunderlige Hanna Schygulla var i "Petra von Kants bitre tårer" ligeså yndig og besnærende fremstår Khalil Ben Gharbia, som den yngling Peter von Kant begærer så fatalt. Heldigvis skal vi heller ikke snydes for Hanna Schygulla denne gang, og hun brillerer som Peter Von Kants imposante mama: En overdådig men sand moder sol med en varme, som også en søn kan brænde sig på.
Filmen byder også på et gensyn med Isabelle Adjani, der blev verdenskendt som Victor Hugos datter Adele i Francois Truffauts lidenskabelige portrætfilm. Hun har stadig et næsten porcelænsagtigt ydre, som hun på raffineret vis spiller på som Peter von Kants foretrukne primadonna.
Som den selvopofrende Karl står Stefan Crepon ikke i skyggen af filmens stjerner, men finder sit helt eget lys som Peter von Kants tro tjener, der finder sig i alt – undtagen medlidenhed.
PETER VON KANT forekommer ligeså klaustrofobisk som originalen og er mageløst designet i foruroligende 70’er-stil. På trods af den dybe alvor, har filmen også en grotesk humor – for Fassbinder havde meget mere selvironi, end hans samtid forstod.
Ozon gør Fassbinder tilgængelig for en ny generation, men uden at forråde den gamle – og er alligevel umiskendelig en Ozon-film med øje for kærlighedens veje og vildveje.
(Michael Søby)
