★★★★☆☆
Det royale skuespilhus bryder fodbolden velkommen på sin mellemste scene, også kendt som Mellemgulvet. På publikumspladserne ligger der klubtrøjer i alle farver fra store og små fodboldklubber i ind- og udland. En lille genistreg, der både understreger fællesskabets og forskellenes betydning. Vi er alle i samme båd – eller er vi?
Denne ambivalens finder vi også på scenen, hvor fem energiske skuespillere fremtryller et væld af karakterer, som de på et splitsekund formår at skifte imellem – på tværs af både alder og køn.
Karakterer som afspejler de mange aspekter, der knytter sig fodboldspillet i dag: Machokulturen, volden, kommercialiseringen og diskrimiationen. Skal vi acceptere, at der sker brud på menneskerettighederne i Qatar og at deres nye stadion er bygget ovenpå ligene af underbetalte immigranter, der blev nedbrudt af kummerlige arbejdsforhold under en massiv hedebølge.
Men fodbold er også, når fatter tager sin lidt for lille datter med til bold, så han samtidig kan hygge sig lidt med Babs, hans rapkæftede nye veninde. Eller når en gammel dame på 90 insisterer på at se den kamp, der kan gøre hendes favorithold til pokalvindere.
Vi møder skoledrengen og hans far, der begge står overfor svære beslutninger, da junior har fået tilbudt i 5-års kontrakt i udlandet. Vi møder den gamle træner, den nye ejer, den nervøse spiller, fordi det er i dag, at der er en scout blandt publikum, der er kom specielt for at se på ham. Og så er der kvinden, der stiller spørgsmålstegn ved sin mands kærlighed, fordi han planlægger at tage til pokalkamp på deres bryllupsdag.
Især først akt er domineret lidt for meget af grove klubsange og ubehagelige tilråb, men dramatikeren Henrik Szklany formår alligevel at komme godt ud i krogene og få vendt fodboldens betydning i så mange sammenhænge.
Iscenesætter Nicolei Faber strammer grebet efter pausen, hvor forestillingens tyngde langsom bliver synligt. Et stadion bygget af blod, sved og tårer står klart, og vi er de gæster, der skal forsøge at retfærdiggøre de grusomheder vores besøg har resulteret i.
Ellaha Lack fungerer bedst som træneren, der oplever karrierens højdepunkt og tørste skuffelse på samme dag. Mads Rømer Brolin-Tani er bevægende, som den fysisk stærk mand, der mærker et behov for at tale alvorligt med den træner, der har været ham en uvurderlig støtte. Charlotte Fich viser os, hvor intimiderende og overvældende det kan være for et barn at være med til en fodboldkamp. Alvin Olid Bursøe og Jakob Femerling kan både skildre kærligheden mellem en far og en søn og kærligheden mellem to homoseksuelle mænd, så vi ser forskellene såvel som lighedspunkterne.
Tilbage står stadig de moralske spørgsmål, om forboldklubberne ikke i langt højere grad skulle gøre op med den voldskultur, de ved eksistere og om deltagelsen i VM i Qatar ikke er en lige så dårlig ide, som at tage sin ukrainske kæreste med på kærligheds-weekend til Rusland?
(Michael Søby)
