★★★☆☆☆
Teaterdirektør Mette Wolf er en modig kvinde, og det er fuldt fortjent, at Nørrebro Teater er blevet kåret som byens bedste teater under hendes ledelse. Forestillinger som "Diktoren", "Revisoren" og "En folkefjende" afspejlede en udpræget sans for at lave relavant nutidsteater med udgangspunkt i store klassikere, og det er både forståeligt og meget dristigt, at hun nu vælger at skabe ny dansk dramatik med et relativt ungt hold på det gamle Nørrebro Teater.
Den prisbelønnede Nanna Cecilie Bang har tydeligvis en veludviklet sans for ord, men hendes ordglæde tager overhånd, og forestillingens spilletid på ca. tre timer inklusiv pause kunne med fordel skæres ned til det halve – uden pause.
Den poetiske træscenografi er Julian Toldam Juhlin ansvarlig for, og den danner en smuk kontrast til de vittige kostumer. Thomas Buttenschøns sange har muligvis ikke alle hitliste-potentiale, men et par ørehængere i anden akt er dog også noget. Underlægningsmusikken tilfører tilmed forestillingen et lyrisk skær – godt hjulpet af en smuk lyssætning.
Iscenesætter Niels Erling giver forestillingen en bevidst naivistisk grundtone, der både er charmerende og en smule irriterende. KUNSTEN AT VÆRE OKAY fremstår således som en slags præsentationsforestilling fra en teaterskole, men her med skuespillere, der allerede har vist deres værd i andre sammenhænge.
Ni skuespillere fremfører hver en sang, et digt eller en tale, der afspejler deres manglende selvtillid og en ensomhed, der ofte føles størst, når de sammen med andre.
Ingen kan se mere forundret ud i samvær med andre end Ena Spottag Fog. Og få kan virke så desperat opgivende som Mikkel Becker Hilgart. Hvis deres karakterer kan finde sammen, er det håb for alle.
Lea Thim Harder lufter aftenens smukkeste stemme, og Maria Dalsgaard morer hvad enten hun taler uden filter om sine børn og sine begrænsede evner som forældre, eller demonstrativt synger en såkaldt opløftende sang.
Mathias Bøgelund er skæg, når han spiller en indadvendt mand, der insisterer på, at han er udadvendt, og Andrea Øst Birkkjær udviser betydelig selvironi som kvinden, der havner til en fest, hun ikke har lyst til at være med til, og derfor sveder alle de forkerte steder.
KUNSTEN AT VÆRE OKAY fremstår et langt stykke af vejen som et sympatisk og ambitiøst, omend kun delvis vellykket projekt, men forestillingens varme luner stadig i en kold tid. En halv sejr er altså også en form for sejr.
(Michael Søby)
