BALLADEN OM DEN HVIDE KO

★★★★★☆

Den iranske film BALLADEN OM DEN HVIDE KO ("Ghasideyeh gave sefid") føjer sig ubesværet til de efterhånden mange iranske filmperler, vi har kunnet opleve i de danske biografer siden årtusindskiftet.

Filmen deltog i hovedkonkurrencen på Berlin filmfestivalen, og har høstet flere priser for sin tankevækkende fortælling om enkes forsøg på at få en anstændig erstatning efter sin mands død.

En fremmed, der har kendt hendes mand, insisterer på at hjælpe hende økonomisk, da hendes mand i sin tid hjalp ham. Der opstår gradvist følelser mellem dem, men da enken også har en lille datter, er det slet ikke så let.

BALLADEN OM DEN HVIDE KO giver et moderne og alligevel forstemmende indtryk af de iranske kvinders samfundsstatus lige nu. Man er ikke ganske overbevist om, at kvindesagen stadig bevæger sig fremad, og det kan man som dansker sagtens relatere til.

Behtash Sanaeeha og filmens kvindelige stjerne Maryam Moghadam har iscenesat filmen med en sober insisteren på autenticitet. Deres og Mehrdad Kouroshniyas glimrende manuskript ligger til grund for et medrivende juridisk drama, der tilmed gemmer en overraskelse til filmens sidste scener.

Maryam Moghadam spiller med lige dele vægt og værdighed den forurettede Mina, der nægter at acceptere tingenes tilstand. Alireza Sani Far yder ligeledes en fin underspillet og herlig tvetydig indsats som den hjælpsomme Reza, der måske har skjulte hensigter. Også barneskuespilleren Avin Poor Raoufi gør sig fordelagtigt bemærket som den lille datter Bita.

BALLADEN OM DEN HVIDE KO giver os mere at tænke over end så mange andre film på danske biografrepertoire lige netop nu, og gør os stadig klogere på et land, vi stadig ved alt for lidt om.