★★★★☆☆
Den dorske teenager Sam bliver tvunget til at tage sig af sin bedstemor, da hans far, enkemanden Robert har andet at se til udenbys. Bedstemoderen viser sig at være en vranten alkoholiseret kræftpatient, der tilmed har brækket det ene ben og også har behov for besøg af sygeplejerske.
Opgaven bliver noget af en prøvelse for den unge mand, men gradvist nærmer de to generation sig hinanden, og han lærer om hendes liv som krigsfotograf og hun lærer at værdsætte den unge mands hjælp.
Newzealandske Matthew J. Saville har instrueret GRANDMOTHER med en fin forståelse af alt de usagte mellem mennesker, der imod alle odds binder dem sammen. George Ferrier har en vis naturlighed som Sam, der også selv går rundt med en ubearbejdet smerte efter moderens død.
Men det er naturligvis med filmens erfarne kvindelige stjerne, der stjæler filmen. Charlotte Rampling er skræmmende god som den døende bedstemor, og får gradvist fundet nuancer i en karakter, der – til at begynde med – næsten ligner en karikatur. Hendes forkærlighed for unge mænd skildres med kulsort humor, og man bliver generelt bekymret for alkoholforbruget på New Zealand.
GRANDMOTHER bygger på instruktørens personlige oplevelser med sin bedstemor, og netop det personlige præg gør, at filmen skiller sig ud i positiv forstand i forhold til de mere glatte masseproducerede film fra Hollywood.
