★★★☆☆☆
Man bør notere sig undertitlen "And other catastrophic Love Affairs", inden man drager til Kronborg i Helsingør. For dette er ikke en forestilling, hvor vi får en hjertegribende kærlighedshistorie om en ung mand og en endnu yngre pige serveret på blødende smukt og vittigt Shakespeare-engelsk.
Derimod får vi to nydelige og velklædte mænd, der gennemgår historien om Romeo og Julie, men har svært ved at tage den alvorligt. Faktisk gør de lidt grin med den, samtidig med de vil drage seriøse paralleller til andre kærlighedshistorier fra vores egen tid – formodentlig for at pointere stykkets relevans idag.
Forestillingen ROMEO & JULIET synes at være fortaler for, at al kærlighed er smuk, uanset race, køn og alder, og det lyder umiddelbart ganske tiltalende. Alder synes i dag at være det mest ømtålelige af de tre emner. Men da både Romeo og Juliet er børn, kan man argumentere for, at iscenesætter Rolf Almes Shakespeare-tolkning blandt meget andet også bliver et forsvar for pædofili, hvis man altså skal tage stykkets budskab alvorligt?
Nordmanden Christian Hestø taler et kønt engelsk i et høfligt toneleje og har en behagelig sangstemme. Piotr Misztela har et vis fjollet-fjoget komisk talent, som dog trætter i længden – ikke ulig hans sprogbehandling.
Man kan ikke nægte, at de to skuespillere har en vis timing, men deres formidling af Shakespeares lyrik er blottet for sjæl. Og så kan selv en time blive lang tid.
Forestillingen vil gerne være et forsvar for større tolerance, og det kan der også være en vis pointe i. Men når de fyre selv afholder sig fra at kysse i diverse kærlighedsscener, så virker det sært hyklerisk, og de to skuespillere kommer derved selv til at kriminalisere den kærlighed, de hævder de vil forsvare.
ROMEO & JULIET er med andre ord problematisk intentionsteater under det niveau, man med ret og rimelighed bør kunne forvente af Hamlet Scenen. Her har man i årtier haft ødsle gæstespil med nogle af verdens største Shakespeare-fortolkere, men i det senere år er kvantiteten blevet mere udpræget end kvaliteteten, måske for at få råd til forestillinger i Thaliasalen?
I Helsingør bør man virkelig genoverveje denne model grundigt, og så satse på opsætninger Shakespeares værker fremfor disse overfladiske essens-forestillinger, hvor Shakespeares poesi kun bliver en undskyldning for at fortælle en helt anden historie. Det virker symptomatisk, at der følger en kunstudstilling ("The Darkness") med, som ifølge programmet er "omdrejningspunktet for forestillingen", når det på en teaterfestival egentlig burde være omvendt.
(Michael Søby)
