ET SEKUNDS LYKKE

★★★★★☆

Zhang Yimou har mere end nogen anden instruktør i filmhistorien givet os uvurderlige vinduer til livet i Kina. Hans legendariske opera-opsætning i den forbudte by blev en milepæl for operaelskere og hans iscenesættelse af åbningsceremonien ved Sommer-OL i 2008 er aldrig før eller siden blevet overgået i visuel delikatesse.

Både som filmfotograf og skuespiller har han høstede anerkendelser, men det er mesterværker som "Under den røde lygte", "At leve", "Historien om Qiu Ju", "Ikke een mindre" og "Vejen hjem", der har sikret hans plads blandt filmkunstens allerstørste skikkelser. Film som "Hero" og "House of Flying Daggers" gav Zhang Yimou et nyt publikum, men også film som "Ju du – brændende begær", "Shanghai Triaden", og den urimligt underkendte "Under tjørnetræet" vidner om et talent, der for længst burde have udløst en æres-Oscar.

Efter Zhang Yimous mest samfundskritiske værk blev hyldet i Cannes, strammede de kinesiske myndigheder grebet om Zhang Yimou. Hans efterfølgende film fremstår da heller ikke umiddelbart så direkte i deres kritik, hvilket fejlagtigt har fået mange til at afvise Yimous film fra de seneste årtier. Men Zhang Yimou er kineser med stort K, og vil ikke kunne trives med et liv i landflygtighed. At kritikken af det kinesiske samfund stadig er del af hans film, kan man ved selvsyn konstatere ved at begive sig i biografen for at nyde ET SEKUNDS LYKKE, der på mange måder sammenfatter hans karriere.

Zhang Yimou fik i sidste øjeblik forbud mod at vise ET SEKUNDS LYKKE på Berlin filmfestivalen, hvor hans første mesterværk "De røde marker" i sin tid gjorde ham verdensberømt – godt hjulpet af festivalens hovedpris, Guldbjørnen. Så meget desto mere grund er der til at glæde sig over, at filmen nu får officiel dansk premiere. For ET SEKUNDS LYKKE rummer en historisk vigtighed, som ingen andre film i år er i nærheden af. En historie om det forsømte og forpinte Kina.

Loyaliteten med den lille mand er indlysende allerede fra start. Landsbyens mest prominente mand Mr. Movie opfordrer alle til at tie med, hvad de ved om en bortkommen filmspole for at undgå, at den lille landsby mister retten til at vise film, som følge af nogle håbløs rigide regler dikteret af statsmagten. En forpint mand med en hemmelighedsfuld fortid prøver desperat at finde den bortkomne filmspiole og jagten bringer ham i kontakt med en ung pige, der også selv kæmper med store personlige problemer.

Spillet er ganske lydefrit, og selvom handlingen til tider forekommer temmelig grotesk, så mærker man en dyb smerte bag historien og karaktererne. Fan Wei ("Mr. No Problem") gør et stærkt indtryk i den store birolle som Mr. Movie og Liu Haocun får et bevægende gennembrud som den unge pige. Men filmens største præstation ydes af Zhang Yi som den desperate mand med den dybe hemmelighed.

Zhang Yimou er tilbage i de danske biografer. Så trods alle vejrudsigter og nyd filmen allerede i dag i en kølig biograf. En time og 43 minutters lykke.