af
Nils Mejlvang
Forlaget Gyldendal
★★★★☆☆
Inden længe ruller Tour de France-feltet over de danske veje. Fra Københavns smukke gader videre over Storebæltsbroen for til sidst at slutte i skønne Sønderborg. Flere danske ryttere er repræsenteret i feltet. Langs ruten vil der stå et væld af hujende og entusiastiske tilskuere.
Blandt dem vil man kunne finde Nils Mejlvang. Navnet vækker næppe genklang, men blandt rytterne er han et kendt ansigt. Han er manden bag flere ikoniske fotografier fra løbet og er meget velanset blandt rytterne for sin diskretion og blik for, hvad den franske mesterfotograf Henri Cartier-Bresson kaldte for det afgørende øjeblik. Øjeblikket hvor et motiv eller situation bliver forvandlet til billedmagi.
I den store coffee table-bog LE TOUR kan man opleve Mejlvangs fotografier fra 20 års dækning af Tour de France. Mere end 300 etaper er det blevet til. Udover en kaskade af fotografier består bogen af en kort prolog skrevet af Jørgen Leth, og en epilog skrevet af Bjarne Riis. Leth skriver, at Mejlvang vælger sine fotografier med præcision og indlevelse, mens Riis fremhæver Mejlvangs evne til at opbygge tillid.
Et gennemgående motiv i LE TOUR er ikke overraskende de knejsende franske bjerge. Hvad enten det er Alperne eller Pyrenæerne, så rager de op i baggrunden på mange af fotografierne. Bjergene er en symbolsk og fysisk påmindelse om cykelløbets strabadser og dramatik. Et andet motiv i bogen er lidende ryttere, der har været udsat for styrt. Enkelte fotografier er helt uden ryttere. Det er poetiske landskabsfotografier. Dem måtte der gerne være flere af, fordi Mejlvang har et åbenlyst talent for den slags motiver.
Langt størstedelen af fotografierne i bogen taler for sig selv, men Mejlvang har i nogle tilfælde ladet rytterne kommentere på fotografierne af dem selv.
Det er et godt greb, og giver bogen en ekstra menneskelig dimension. Bjarne Riis kommenterer eksempelvis på et humoristisk fotografi af ham og Jan Ulrich, der agerer patient og doktor. Vi får også et fotografi af den unge Jonas Vingegaard, som han slet ikke er klar over, er taget af ham efter en hård etape på bjerget Col du Portet.
Rytternes kommentarer giver en finurlig tilgang til fotografierne. Andre kommentarer har nærmest anekdotisk karakter i form af heroiserende beskrivelser af de sportslige meritter. Faktisk ville bogen haft gavn af lidt mere tekst – ikke kun som supplement til fotografierne, men også for at fremstå mere oplysende.
Et af bogens mest uforglemmelige fotografier forestiller en stor flok ivrige tilskuere, der kæmper sig op ad en stejl og græsklædt bjergside. Fotografiet minder næsten om et abstrakt maleri.
Man kunne ligeledes pege på et fotografi af en flot formation af ryttere, der skærer sig elegant gennem tilskuermængden på en bjergvej. Fotografiet er ikke bare harmonisk i sin billedkomposition, men også en fryd at se på – i al dets fantastiske farverigdom.
LE TOUR er mest af alt en kæmpe fotobog – vel nok mest for cykelentusiaster. Mere tekst ville også kunne byde flere ikke-cykelkyndige læsere velkomne. Bogen er indlysende et con amore projekt fra Mejlvangs side, og fortjener faktisk at blive udgivet i stort format.
(gæsteanmelder Niels Roe)