★★★★☆☆
Nørrebro Teater har i forbindelse med CPH STAGE fået besøg af en fin lille forestilling med den poetiske teatermand Paolo Nani alene på scene.
I et næsten ordløst univers agerer han en ensom tegner, hvis værker skabes for vore øjne på en storskærm i løbet af forestillingen.
Den aldrende tegner lader sig desværre let forstyrre af støj. Men måske er det en sød kvinde, der synger så smukt inde ved siden af? Og en smuk tegning kan nogen gange gøre underværker.
Det gør de i al fald på Nørrebro Teater, hvor Paolo Nani forener billedkunst og teater med en næsten lyrisk hovedrolleindsats. Hans øjne og mimik vidner om et liv i selvvalgt isolation, men også en tvivl om, hvorvidt det var det rigtige valg.
Erik Christoffersens meddigtende lydkulisse afspejler en verden udefra, der ikke vil lade ham være i fred, for selv en tegner har brug for kontakt med levende mennesker.
Paolo Nani og iscenesætteren Frede Gulbrandsen har sammen udviklet historien med fornemmelse for det sarte og skrøbelige i tilværelsen.
Julie Forchhammers scenografi udmærker sig ved at lade tegningerne være vores vindue til tegnerens forunderlige verdensopfattelse og den tager vi med os ud af Nørreport Teater.
(Michael Søby)