A HOLE IN THE FENCE

★★★★☆☆

Hvis man synes at forholdene på Herlufsholm er uhyrlige, så tjek ind på en katolsk drengeskole i Mexico, hvor macho-kulturen (den såkaldte "Machismo") praktiseres af både lærer og elever.

I Guds navn udsættes børn for ydmygelse og tortur. Homoseksualitet og det der ligner resulterer i forfølgelse og vold, for skolen skal skabe "rigtige" mænd – for enhver pris.

Lucciano Kurti, Erik David Walker, Raúl Vasconcelos og Yubah Ortega yder alle rørende præstationer i A HOLE IN THE FENCE ("El hoyo en la cerca"), Mexicos officielle Oscar-bidrag.

Instruktøren Joaquin del Paso lægger ikke fingrene imellem i sin både smukke og brutale skildring af skoleforholdene, og man må håbe, at børnene har nydt at lave den deprimerende film mere end filmens elever har nydt deres skoleophold.

Filmens skildring af homoseksualitet er ubehagelig tvetydig, set med vesteuropæiske øjne, men synlighed skulle efter sigende være det vigtigste i den sammenhæng. Det må vi i al fald håbe.

A HOLE IN THE FENCE er månedens film i Cinemateket, hvor den også indgår i en omfattende Latin Amerikansk Filmfestival, som varer hele juni måned.