BAKKENS HVILE 2022

★★★★★☆

Selvom man er 145 år kan man sagtens stadig være fuld af spræl. Det må man konstatere efter at have gæstet den aldrende syngepigepavillion på Bakkens Hvile. Her får man en fest takket være fire forrygende femme fatales og en uhyre veloplagt komponist og kapelmester.

Sus Mathiasen er ny på holdet og falder ubesværet ind i jagonen med en flot sangstemme som bonus. Især "Der sker sgu altid noget" med tekst af Kurt Jæger og musik af Frank Leon tager stik hjem denne aften.

Dot Wessman er i topform – både når hun inderligt drømmer sig tilbage til den gamle pavillion, når hun finder oprigtigheden i klassikeren "Køb blomster, køb blomster" og når hun i visen "Formandsfruen" med en ikke ubetydelig selvironi sender kærlige svirp til manden i baren (Dansk Folkepartis nye formand, Morten Mezzerschmidt). Den herligt flabede tekst er skrevet af Flemming Jensen.

Tina Grunwald, der sammen med Henrik Hviid, Kenth Fredin og Tinus har stået for de aldeles overdådige kostumer, imponerer både med Leif Maibom-teksten "Det kan man bare ikke se" og i "Sådan har jeg aldrig fået den før" af Karen Marie Lillelund.

Så er der Ann Farholt, der får alt ud af Rasmus Krogsgaards befriende uforskammede ord i sangen om "En artig pige". Hun fremstår også alt andet end artig i den noget mindre sofistikerede "Skråt op", og hendes forrygende blanding af swingende jazz og kække klovnerier krydret med nogle fikse dansetrin tager i det hele taget mange stik hjem denne aften.

Den uforlignelige pianist og kapelmester Kenneth Sichlau, har stået for et fint arrangement til det BakkeMedley, der indleder 2. sæt og Kenneth Sichlau velklingende melodier til flere af de øvrige sange viser en udsøgt forståelse for det ganske særlige Bakke-univers.

Iscenesætter Susanne Breuning har fundet en næsten fuldendt balance af gammelt og nyt, der respektfuldt hylder traditionen, men samtidig også viser en forståelse for den nænsomme men nødvendige fornyelse. Hendes dynamiske koreografi klæder BAKKENS HVILE, og rummer tilmed humor og forståelse for hver enkel af de optrædnes kunnen.

BAKKENS HVILE 2022 er en sprudlende unik oplevelse, som man under ingen omstændigheder bør snyde sig selv og sine kære for denne sommer. Her i de atmosfærefyldte lokaler, hvor vægene prydes af malerier af de største bakkesangerinder gennem tiderne, hører man vitterligt fuglesang – også i hjertet.

(Michael Søby)