★★★☆☆☆
Sæsonens mest ambitiøse amatørteaterforestilling er en ny dansk musical skrevet og instrueret af Rasmus Mansachs, der sammen med Lars Rahbek Andresen også har stået for de mange ørevenlige sange. Et på flere måde imponerende projekt, der folder sig ud på Folketeatrets store turnéscene i Grøndalscentret via entusiastiske medvirkende af variabelt talent.
Handlingen tager sit udgangspunkt ved en prisuddeling, hvor fire skuespillerinder er nomineret til prisen for årets kvindelige hovedrollepræstation. Det bliver startskudet til kampen om diva-rollen som "Gudinde", og da favoritten, den vindende skuespillerinde, er engageret i en udenlandsk opgave, er der pludselig et væld af kvinder, der gerne vil komme i betragtning til rollen.
Kia Mandsbjerg fremstår som en af de mest scenevante i rollen som den ærgerrige Lina, og på trods af, at Mark Fjordbæk Oreskovs sangstemme drillede lidt denne aften, var han blandt dem, der bedst kunne sige replikker som den Oscar-belønnede instruktør.
Mille Wong havde en skrøbelighed i rollen som Annabella, den mindst erfarne af de potentielle divaer, som kunne virke rørende, og Theiss Overholt Pjeturssons ejer et vis komisk talent som den usikre Pelle.
Alisha Mae Williamsom Meadows overbeviser med sin kraftfulde stemme trods navnet Brigitte Garbo, Mie Marie Jørgensen er præcis som forestillingslederen Thea, og Anton Vammen virker troværdig i en noget klichetung rolle som svanset kostumier.
Efter pausen daler kvaliteten, og man ærgrer sig over, at der ikke er fundet ressourcer til en måneds arbejde med en dramaturg, inden premieren. Det ville givet have betydet, at en vulgær dansescene, hvor en af de aspirerende skuespillerinder (og en række ligeledes letpåklædte dansepiger?) forsøger at lokke en klam filmmand i en fælde, var blevet fjernet, fordi den psykologisk og stilmæssigt stritter alt for meget i forhold til den øvrige forestilling.
Rasmus Mansachs fortjener dog en særlig ros for at have sammensat et fysisk og farverigt alsidigt ensemble, og for sin evne til at få det bedste frem i de fleste. Måske derfor bliver sangen "Hva’ med statisten?" aftenens smukkeste nummer.
Der er tempo over forestillingen, den røde løber fra prisuddelingen fjernes fikst på få sekunder, men DIVA er stadig en halv time for lang. Det bør det gøres noget ved, førend DIVA for alvor kan træde i karakter som musical – gerne i mere ødsle kulisser og med et ordenligt kostumebudget.
(Michael Søby)
