★★★★★☆
Glem alt om de over-hypede "Titane", "Annette" og "Benedetta". Filmsæsonens suverænt bedste franske film er Xavier Giannolis storslåede filmatisering af Honoré de Balzacs mesterværk "Illusions Perdues" – herhjemme kendt som TABTE ILLUSIONER.
Instruktøren Xavier Giannoli er kendt for at få det bedste frem i Frankrigs største skuespillere via kortfilmen "L’interview" (Mathieu Amalric) og spillefilmene "À l’origine" (Francois Cluzet), "Marguerite" (Catherine Frot) og "Åbenbaringen" (VIncent Lindon). I sine film kredse han ofte om demaskeringen af livsløgnere, og i TABTE ILLUSIONER synes det at være et helt samfund, der er præget af forstillelse.
TABTE ILLUSIONER er blevet hædret med hele 15 César-nomineringer og vandt tilmed de 7 bl.a. i kategorierne bedste film, bedste manuskript og bedste unge håb. Sidstnævnte pris tilfaldte Benjamin Voisin, der allerede gjorde sig fordelagtigt bemærket i Francois Ozons "’Sommeren ’85".
I TABTE ILLUSIONER spiller han Lucien, en romantisk og idealistisk digter, der i 1800-tallets ungdom drager til Paris for at gøre lykke. Hans kærlighed er splittet mellem den modne og velstående Louise de Bargeton (Cécile de France) og den unge fattige boulevard-skuespillerinde Coralie (Salomé Dewaels). Hans venskab med den hashrygende journalist Etienne Lousteau – Vincent Lacoste ("Amanda") i en César-belønnet birollepræstation – skaffer ham jobbet som anmelder på en avis ledet af den skruppelløse Dauriat (Gérard Depardieu i et gloriøst comeback).
Den kanadiske instruktør og skuespiller Xavier Dolan ("Det er bare verdens undergang") spiller forfatteren Nathan d’Anastazio, der i lighed med Lucien drømmer om anseelse som digter, men i modsætning til den stadig mere korrupte Lucien færdes han i det bedre borgerskab, hvor adgangen til titler og æresbevisninger unægtelig er nemmere. I takt med at Luciens pen bliver skarpere, tiltrækker han sig også flere fjender. Berømmelsen har sin pris, og også Lucien kommer til at betale for den.
TABTE ILLUSIONER rammer lige ned i vor egen tids mediedebat, hvor magthaverne selv dikterer deres "sandheder" til et stort sultent publikum. Men TABTE ILLUSIONER er bestemt også i sig selv en ren fornøjelse, fordi det fortræffelige tidsbillede, den tegner, giver os forståelsen af en konfliktfyldt fortid med store sociale forskelle.
Samtlige skuespillerpræstationer er eminente og nævnes bør også André Marcon, Louis-Do de Lencquesaing og Jean-François Stévenin som tre af magtens mænd samt den suveræne César-nominerede Jeanne Balibar som den indflydelsesrige Marquise d’Espard.
Intet under at den lille Antoine Doinel (Jean-Pierre Léaud) tændte et lys for Balzac på sit værelse i Francois Truffauts gennembrudsfilm "Ung Flugt", for forfatterens format er umiskendeligt. Det mærkes nu i hver en indstilling i TABTE ILLUSIONER, en af filmsæsonens i sandhed store bedrifter.
