THE ASSISTANT

★★★★☆☆

Julia Garner fik i 2019 et diskret gennembrud med THE ASSISTANT, hvis Me Too-problematik ikke synes mindre aktuel – snarere tværtimod.

Instruktøren Kitty Green har en fin fornemmelse for den næsten usynlige diskrimination, der hersker på en mandsdomineret arbejdsplads, hvor kvinderne ofte får de opgaver, som mændene ikke selv gider.

Som assistent for en indflydelsesrig mediemogul mærker hun i stadig stigende grad, at noget er helt galt på denne arbejdsplads, og da hun finder dokumentation for, at hendes chef har haft forhold til tidligere ansatte,, så står hun overfor et valg, der kan koste hende jobbet.

Kitty Greens stil er minimalistisk, og på overfladen sker der ikke alverden, men efterhånden som man vender sig til den underspillede og en anelse akademiske stil, får man også et større udbytte af filmen.

THE ASSISTANT er månedens film i Cinemateket, og som sådan er udmærket valg, eftersom man føler sig overbevist om, at filmen ikke havde klaret sig på det kommercielle marked. Men dens stilfærdigt insisterende form og et stringent billedsprog ender alligevel med at gøre et vis indtryk.