THE UNBEARABLE WEIGHT OF MASSIVE TALENT

★★★☆☆☆

Det bedste, man kan sige om Nicolas Cage, er at han har viljen til at underholde. Det synes også at være udgangspunktet for kriminalkomedien THE UNBEARABLE WEIGHT OF MASSIVE TALENT, som Tom Gormican har instrueret efter et manuskript skrevet sammen med Kevin Etten.

Det er langt fra første gang, at en skuespiller agerer sit fiktive "jeg" i en spillefilm, og meget ofte virker det blot krukket, dog ikke i den intelligente Oscar-belønnede "Being John Malkovich".

THE UNBEARABLE WEIGHT OF MASSIVE TALENT har tilløb til vis originalitet, men svigtes af et stadig mere håbløst krimiplot, og stereotypt birollespil af Tiffany Haddish, Pedro Pascal og Neil Patrick Harris.

Nicolas Cage morer i al fald sig selv i hovedrollen, men vitsen med de mange henvisninger til hans egne film stivner lidt, når man ved, at han selv er medproducent på filmen. Et af hans største problemer som skuespiller har da også ofte været en kvalmende selvfedme.

Titlen ligner en spøjs henvisning til en prætentiøs art house-film "The Unbearable Lightness of Being", men joken bliver i sidste ende Nicolas Cage, der med THE UNBEARABLE WEIGHT OF MASSIVE TALENT først og fremmest beviser, at talentet så absolut har sine begrænsninger.

Der er noget anstrengt og villet over hans forsøg på underholde denne gang, der gør at THE UNBEARABLE WEIGHT OF MASSIVE TALENT aldrig bliver helt vellykket. Så var han trods alt mere velplaceret i filmen "Pig"…